Erhverv Aarhus nyheder
26-06-2015

Verden er kun en kaffekop herfra

Det er ikke hver dag, at man får mulighed for at byde verden velkommen i sin egen stue. Men det var præcis, hvad Tina Vinther og Carsten Svennevig og deres fire børn gjorde, da de for nylig inviterede en amerikansk familie på søndagskaffe
 
- Tekst af Vinni Jürgensen
 
"Det eneste, man skal, er at lave lidt kaffe og kage - og så komme med noget godt humør."
 
Mere skal der faktisk ikke til for at møde nogle af de udlændinge, der opholder sig i Danmark, hvis man spørger 42-årige Carsten Svennevig, der til daglig arbejder som ingeniør.
 
Familien fra Aarhus havde valgt at deltage i arrangementet "kaffesøndag", hvor de stillede op som værtsfamilie. Det gjorde de, fordi de synes, at kultur er noget, som både er spændende og lærerigt:
 
"Verden er jo ikke ret stor. Man bliver nødt til at være åben over for, at der også er andre, siger Carsten Svennevig. "Der er nogen, som er sig selv nærmest, men jeg synes, at det er sundt at hæve blikket og se, hvad der også findes."

En rigtig søndagssucces

Kaffen stod derfor klar på kanden, og der var kage på bordet, da familien en søndag eftermiddag i juni tog imod en amerikansk familie, der har boet i Danmark i 1,5 år. Ifølge Tina Vinther var det en stor succes for hele familien.
 
"Det var spændende at møde en ny kultur og drengene fik talt en masse engelsk. Det syntes de var fedt. Og så mødte vi nogle søde mennesker, som vi gerne vil ses med igen," siger hun.
 
Tina Vinther, der er 36 år, arbejder til daglig i beskæftigelsesforvaltningen ved Aarhus Kommune, og ved siden af underviser hun i systemisk coaching.

Det hjælper at invitere indenfor

"Vi burde nok i bund og grund selv tage initiativ til at invitere ind, men vi gør det ikke," siger Tina Vinther.
 
Derfor har parret også været glade for, at International Community og Repat Denmark har været der til at katalysere processen. Det eneste familien skulle gøre var at tilmelde sig, og så sørgede arrangørerne for at teame dem op med en udenlandsk familie.
 
"Vi vil anbefale det til andre uden forbehold, siger Carsten Svennevig. "Det har været nemt, og vi gør det gerne igen."

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies