Erhverv Aarhus nyheder
17-04-2015

Erhvervslivet tog rejsen til Aarhus 2017



Potentiale og samarbejde var nøgleordene, da 200 erhvervsledere fik indblik i 2017-aktiviteterne ved et lukket erhvervsarrangement i Ridehuset.


Erhverv Aarhus sendte torsdag aften 200 erhvervsledere og repræsentanter fra kulturlivet på en fremtidsrejse mod 2017. Rejsen blev indledt med fem indlæg om potentialet i 2017 efterfulgt af en rundtur hos 20 af de 60 projekter, som indtil videre er planlagt i 2017.

Samarbejde skal udfolde potentialet

Byens borgmester Jacob Bundsgaard indledte aftenen med en peptalk til de fremmødte.

"Jeg glæder mig virkelig over, at 200 repræsentanter fra regionens og byens erhvervsliv deltager i erhvervsarrangementet, for det vidner om stor interesse og opbakning til Aarhus 2017. Erhvervslivet kan gribe muligheden og gå hånd i hånd med kulturlivet i byens største kultursatsning nogen sinde. Kulturhovedstad 2017 er en vigtig mulighed for at udvikle og styrke samarbejdet mellem kulturlivet og erhvervslivet og skabe nye vækstmuligheder til gavn for begge parter", sagde borgmester Jacob Bundsgaard.

Blandt indlægsholderne var også Rebecca Matthews, administrerende direktør hos Aarhus 2017; Juliana Engberg, den nye programdirektør hos Aarhus 2017; Christian Bjørnskov, professor Aarhus Universitet – og Martin Green, CEO for HULL 2017, hvis spektakulære videoer og hands on erfaringer fra åbningsceremonien til OL i London i 2012 virkelig tændte op under deltagerne og fik synliggjort potentialet i 2017.

Til arrangementets workshop fik deltagerne mulighed for at bevæge sig gennem et landskab af 2017-projekter. Undervejs gjorde de stop ved 20 af projekter, som finder sted i 2017.


Samarbejde på tværs

Ifølge Terje Vammen, Partner & Executive Director, CCO hos Epinion, var arrangementet med til at synliggøre potentialet i samarbejder på tværs af erhverv, kultur og uddannelse.

"Med dette arrangement sætter Erhverv Aarhus handling bag erhvervslivets ønske om større indblik i 2017. Samtidig er det et vindue for et bredere samarbejde på tværs af regionen og mellem erhverv, kultur og uddannelse. Vi håber også at få flere ambassadører, som kan sprede det gode budskab om hvilke positive effekter, som kulturhovedstadsprojektet medfører", siger Terje Vammen.


Erhverv Aarhus og 2017

Arrangementet var en del af Erhverv Aarhus’ engagement i Aarhus 2017, som går tilbage til ansøgningsprocessen om at blive kulturhovedstad. Her etablerede Erhverv Aarhus en række erhvervsklynger i samarbejde med Allan Aagaard, regionsdirektør i Danske Bank, og flere repræsentanter fra erhvervslivet.

Klyngesamarbejdet var med til at sikre titlen som Europæisk Kulturhovedstad 2017. Klyngerne videreføres i dag i samarbejde med Aarhus 2017.

Erhverv Aarhus har også etableret en såkaldt ’Ressourcebank' i 2017-regi. Ressourcebanken er en platform, hvor virksomheder og kulturprojekter kan indsætte ressourcer af enhver art til gensidig udveksling og udvikling.

Kontakt Erhverv Aarhus, hvis du vil vide mere om erhvervsklyngerne eller Ressourcebanken.

Kristine Holst Rasmussen
Business Coordinator, Erhverv Aarhus
kristine.rasmussen@erhvervaarhus.dk
T +45 8612 7200
 

Læs også

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies