Erhverv Aarhus nyheder
30-10-2020

Hjælpepakker for 8 mia. til erhvervs- og kulturlivet – men stadig behov for justeringer

Tirsdag aften indgik regeringen og flere af Folketingets politiske partier en aftale om hjælpepakker, som forlænges frem til 31. januar 2021. Aftalen betyder bl.a., at kompensationsordningen for faste omkostninger bliver udvidet og virksomheder som er direkte leverandører til private og sociale arrangementer med mindst ti deltagere kan få kompensation.

Der afsættes 60 mio. kr. til aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter. Herudover afsættes der yderligere 450 mio. kr. til kultur- og foreningslivet og breddeidrætten. Kunstnere der er økonomisk udfordret under COVID-19 tilgodeses med 25 millioner kr. til arbejdslegater.

Erhverv Aarhus har i samarbejde med BusinessHorsens, ErhvervSilkeborg, Erhverv Randers og Viborgegnens Erhvervsråd udarbejdet en henvendelse til erhvervsminister Simon Kollerup. I henvendelsen opfordrer vi til at udvikle et varslingssystem og langsigtede modeller for håndtering af forskellige COVID-19 scenarier. Henvendelsen kan læses nedenfor:
 

Vedr. nye hjælpepakker og tiltag målrettet erhvervslivet​

Da statsminister Mette Frederiksen forlod skærmen i fredags, røg flere erhvervsledere til tasterne på sociale medier og i mails til formænd og direktører hos landets interesseorganisationer, heriblandt BusinessHorsens, Erhverv Randers, ErhvervSilkeborg, Viborgegnens Erhvervsråd og Erhverv Aarhus. De nye og forlængede restriktioner betød, at mange af landets hårdtprøvede virksomheder nu fik behov for nye coronatiltag for at holde forretningen kørende. Det fik de så tirsdag, da regeringen og en række forligspartier blev enige om at forlænge og udvide de eksisterende hjælpepakker frem til 31. januar.

Det er velkendt, at især oplevelsesøkonomien med kulturlivet, restaurationer, hoteller m.fl. har lidt og fortsat lider grundet Covid-19. I Horsens er bl.a. Fængslet, Horsens Ny Teater og Horsens and Friends hårdt prøvet grundet corona. Opsparingen er ved at være opbrugt, og der er begrænsede ressourcer at stå i mod med. Det gælder også de virksomheder, som leverer ydelser og produkter til oplevelsesøkonomien.

Et eksempel er Jydsk Emblem Fabrik, en 134 år gammel virksomhed i 4. generation med 25 ansatte. Coronatiden har været hård, og virksomheden har været tvunget til at tilpasse organisationen efter have mistet 35-40 % af omsætningen og næsten 100 % af indtjeningen pga. corona. Med den nye skærpelse af forsamlingsforbuddet er forretningsgrundlaget tyndt som is for en virksomhed som Jydsk Emblem Fabrik, som lever af at levere produkter til oplevelsesøkonomien. Og mange andre virksomheder i vidt forskellige brancher er i en tilsvarende situation

Det glæder os derfor, at man med hjælpepakkerne fortsat holder hånden under oplevelsesøkonomien og har øget fokus på de mange underleverandører til bl.a. messer, koncerter og foredrag.

Derudover ser vi positivt på, at man forlænger og udvider mulighederne for kompensation af faste omkostninger – herunder lønkompensation, som alt andet lige vil medføre færre afskedigelser og dermed en mindsket risiko for, at mange danskere pludseligt mister tilknytningen til deres arbejdsplads og arbejdsmarkedet.

Vi vil dog fortsat sende et nødvendigt nødblus i luften på vegne af de mange pressede virksomheder.

Udvikling af varslingssystem og langsigtede modeller

Vil vi gerne opfordre til, at man gentænker, hvordan man indfører restriktioner, når smittetrykket stiger. Hvis man skeler til andre lande, vil man se, at de har tydelige varslingssystemer med illustrationer og planer, der beskriver, hvilke restriktioner og anbefalinger, der træder i kraft afhængigt at smitteniveauet. Det betyder, at man kan forberede sig og nemmere gennemskue, hvorfor, hvad og hvornår.

Erhvervslivet er simpelthen nødsaget til at have længere tid til at forberede sig på scenarierne. I øjeblikket skal man i løbet af få dage efter et pressemøde omstille forretningen, krydse fingre og håbe på relevante tiltag fra regeringen og lokale myndigheder, som kan afhjælpe situationen.

Vi er med i koret af interesseorganisationer, som opfordrer beslutningstagerne til at lytte til erhvervslivets behov i denne situation. Virksomhederne kan agere, hvis der er gennemsigtighed og logik i myndighedernes anbefalinger og restriktioner. Og virksomhederne kan holdes i live med nye hjælpepakker og tiltag. Men der behov for langsigtede løsninger – allerhelst løsninger, som også har eftervirkningerne af Covid-19 indtænkt.

BusinessHorsens, Erhverv Randers, ErhvervSilkeborg, Viborgegnens Erhvervsråd og Erhverv Aarhus repræsenterer samlet omkring 3.300 virksomheder. På vegne af disse opfordrer vi til, at man tager erhvervslivet med på råd til eventuelle forhandlinger om fremtidige hjælpepakker, og vi stiller os gerne til rådighed for yderligere input og samarbejde.
 

Venlig hilsen

Bo R. Ulsøe, formand for BusinessHorsens

Finn Møller, formand for Erhverv Randers

Lars H. Andersen, formand for Erhverv Silkeborg

Martin Pedersen, formand for Viborgegnens Erhvervsråd

Terje Vammen, formand for Erhverv Aarhus

 

Opdateret 31. oktober 2020:

Myndighederne er har nu annonceret nedenstående varslingssystem.

COVID-19 varslingssystem

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies