Erhverv Aarhus - vi skaber værdi for virksomheder på tværs af erhverv, kultur og uddannelse

Erhverv Aarhus nyheder
09-05-2018

​Østjysk erhvervsliv sætter fælles kurs mod fortsat vækst

Pressemeddelelse fra Erhverv Aarhus, 8. maj 2018

Politikere, turister og internationale medier er nogle af dem, der i disse år retter blikket mod et Aarhus i kraftig vækst. Men hvordan holder vi udviklingshjulene i gang? Det vil erhvervsfolk og politikere drøfte den 15. maj til Aarhus Konferencen, som i år har fokus på Aarhus’ position som byen ved vandet.

Historiebøgerne efterlader ingen tvivl: Aarhus er en gammel søfartsby. Samtidig oplever aarhusianerne en stigende interesse for byen, hvor de positive bølger forplanter sig i erhvervsliv, kultur, sport og byplanlægning.
 
Under titlen ”Vind i sejlene” sætter Aarhus Konferencen skarpt på historie og rivende udvikling. Her vil 160 deltagere fra erhvervsliv, kulturinstitutioner og lokalpolitik debattere, hvilke muligheder der findes i Aarhus’ position som byen ved vandet.  
 
”Foreningsliv er helt centralt for Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Der er mange ildsjæle, som har kæmpet for, at vi kunne være her i dag. Derfor skal huset være et samlingspunkt, hvor foreninger, kommuner og erhvervsfolk kan mødes og give tilbage til Aarhus. Det er også grunden til, at vi tager del i Aarhus Konferencen, der ligeledes har fokus på at give tilbage og udvikle byen,” siger Hans Skou, formand for Aarhus Internationale Sejlsportscenter.

Erhverv Aarhus koordinerer og arrangerer konferencen i samarbejde med Danske Bank og Byggesocietetet. Konferencen har tradition for at sætte en fælles dagsorden for erhvervslivet og udviklingen i Aarhus.
 
”Aarhus gennemgår en fantastisk udvikling, men hvis området skal forblive interessant for virksomheder og borgere, må vi hele tiden udvikle os. Den store opbakning og interesse for dette års Aarhus Konference bekræfter mig i, at erhvervslivet opsøger nye samarbejdsmuligheder, har ideer og byder aktivt ind i en fortsat udvikling af byen,” siger Poul Nielsen, områdedirektør i Danske Bank, Finanscenter Østjylland.
 
Konferencen finder sted i vandtætte omgivelser hos Aarhus Internationale Sejlsportscenter. Centret har først sin officielle åbning ugen efter, men danner ramme om Aarhus Konferencen 2018.

Konferencen byder bl.a. på indlæg fra Astrid Gade Nielsen fra Danish Crown, Signe Lopdrup fra Roskilde Festival, Jakob Flyvbjerg fra Aarhus Havn og Britta Steenholt fra STARK.
 
Fakta om Aarhus Konferencen:
  • Dagens moderator er Chris Kroer fra Manifestus
  • Aarhus Konferencen er den 15. maj 2018 kl. 08.00-14.00
  • Det er 14. gang, at Aarhus Konferencen afvikles
Yderligere information:
Bente Steffensen, direktør i Erhverv Aarhus: Tlf. 86 12 72 00, bente.steffensen@erhvervaarhus.dk
 
Om Erhverv Aarhus:
Erhverv Aarhus er en uafhængig erhvervsorganisation, der repræsenterer 600 medlemsvirksomheder med mere end 100.000 arbejdspladser. Erhverv Aarhus er erhvervslivets stemme i Aarhus og arbejder for at byens udvikling og rammebetingelserne for at drive virksomhed i området stemmer overens med erhvervslivets behov.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies