Erhverv Aarhus nyheder
07-05-2018

Industri 4.0: med menneskelig omstilling kan forretningen omstilles



Business Region Aarhus og Erhverv Aarhus bød den 3. maj velkommen til ’Industri 4.0: fra Buzzword til målrettet forretning’ som var en del af Internet Week Denmark. Deltagerne blev præsenteret for succesfulde digitale og bæredygtige omstillinger, som også forudsatte et fokus på menneskers omstilling.

For fire år siden sang østrigske Conchita Wurst sig til tops af Eurovision. Over hende hang der 655 metalliske bolde, som bevægede sig i flere retninger og formede mønstre i luften. Sceneshowet er et eksempel på, hvordan en performance kan udvikle sig med teknologien, hvis nogen tør satse på den. Det turde aarhusianske Mads Wallberg, som står bag motion-designet.  

”Det handler om at eksperimentere, være nysgerrig og turde gøre det,” fortæller han til dagens arrangement.
                            
Den 3. maj deltog Mads Wallberg i arrangementet ’Industri 4.0: fra Buzzword til målrettet forretning’, som fandt sted på Navitas Pier Venue. Men hvad dækker begrebet over? Det handler om en fjerde udviklingsbølge, som efter mekanisering, industrialisering og automatisering åbner op for, at industrien og dens leverandører skal nu tænke digitalisering og bæredygtighed ind i deres produkter og arbejdsprocesser.

Fra usikkerhed til målrettet forretning
Forklaringen rejser måske flere spørgsmål end svar, hvilket i sig selv understreger, at bæredygtig og digital omstilling også forudsætter, at medarbejdere og ledelse omstiller sig mentalt. Det vil sige, at man ikke skal frygte udviklingen men se muligheder – den erfaring gjorde Henrik Holvad fra Rival sig, da en robot flyttede ind i maskinfabrikken i Skanderborg.

”Først syntes mange det var fjollet, og nogen var bange for, at den skulle tage arbejdsopgaver fra dem. Men i virkeligheden var den et middel til at få nye kunder og opgaver. Vi koblede én af vores dygtigste medarbejdere på robotten, som skulle sikre, at vi fik flest muligt timer ud af den. Han er simpelthen blomstret med opgaven,” forklarer Henrik Holvad til arrangementet.
                            
Foran ham sidder 50 erhvervsfolk i lokalet, som med virksomhedseksemplerne får et indblik i, hvordan industri 4.0 bliver en gevinst for virksomhederne. Dagens moderator Thomas Lütken fra VoveMod konstaterer hertil, at medierne alt for ofte taler om selvkørende biler og kunstig intelligens, når blikket rettes mod industri 4.0. Konsekvensen er, at det er svært at gennemskue, hvilken betydning udviklingen har for den enkelte virksomhed her og nu.  
                           
”Med industri 4.0 kan det ikke bare blive en god forretning, men en rigtig god forretning,” siger Thomas Lütken ud i salen.

Han er professionel vanebryder og har i dag medbragt ’vanevogterne’, som er fem positioner, mennesker kan indtage, når de står overfor en forandring som bæredygtig eller digital omstilling. De spænder fra ’jeg orker ikke’ til ’det har vi prøvet’, som viser, at virksomheden er nødt til at forholde sig til medarbejdernes reaktioner overfor forandringerne.





Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies