9. juni 2026

Mentormøde 2026: Tak til mentorerne, der styrker forbindelsen mellem talent og erhvervsliv

Omkring 60 mentorer var i dag samlet hos Erhverv Aarhus, da vi afholdt Mentormøde 2026 – en aften dedikeret til de frivillige erhvervsfolk, der gennem det seneste år har været en del af Erhverv Aarhus MentorNetværk og vores nye internationale mentornetværk.

Arrangementet var først og fremmest en anledning til at sige tak for den store indsats, som mentorerne yder for både nyuddannede kandidater, virksomhederne og Aarhus som arbejdsmarkedsregion.

En vigtig indsats for arbejdskraften

Mentorerne spiller en central rolle i Erhverv Aarhus' arbejde med arbejdskraft og jobskabelse. Gennem sparring, netværk og erfaringsudveksling hjælper de nyuddannede kandidater med at navigere på arbejdsmarkedet og komme tættere på deres første job.

Samtidig er mentorforløbene med til at styrke forbindelsen mellem erhvervslivet og de mange talenter, som hvert år færdiggør deres uddannelse i Aarhus.

MentorNetværket drives i tæt samarbejde med Viden til Vækst – Job Aarhus og er en vigtig del af den samlede indsats for at sikre virksomhederne adgang til kvalificeret arbejdskraft.

Inspiration, netværk og erfaringsudveksling

Aftenen bød på både netværk, erfaringsudveksling og fællesspisning. Deltagerne fik også et inspirerende oplæg fra Erik W. Pedersen, verdensrekordholder, erhvervsrådgiver og foredragsholder, som delte personlige erfaringer og perspektiver på motivation, udvikling og det at udnytte sit fulde potentiale.

Nye mentorforløb efter sommerferien

Efter sommerferien starter nye mentorforløb op, og derfor søger vi allerede nu flere erhvervsprofiler, som har lyst til at gøre en forskel for en nyuddannet kandidat.

Som mentor får man mulighed for at dele sine erfaringer, udvide sit netværk og bidrage til at styrke næste generation af medarbejdere og ledere i Aarhus.

Er du nysgerrig på mentorrollen eller de kommende forløb, er du velkommen til at kontakte Anna Elisabeth Gam Spencer for en uforpligtende snak.