Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening ser 60 procent af medarbejdere med udenlandske kolleger ikke manglende danskkundskaber som en hindring for samarbejdet.
For den aarhusianske softwarevirksomhed iPaper var det ikke et strategisk valg, at den skulle være international. Forandringen begyndte med en enkelt beslutning: Det skulle ikke være et krav at kunne tale dansk for at arbejde i virksomheden.
I dag har omkring en tredjedel af medarbejderne en international baggrund.
” Vores fælles arbejdssprog er engelsk. Det gør det lettere for internationale medarbejdere at falde til og blive en del af virksomheden", fortæller Kirsten Tilsted, Vice President of People & Culture hos iPaper.
Flere kandidater og flere perspektiver
Da iPaper fjernede dansk som sprogkrav, voksede virksomhedens kandidatfelt:
”Vi vælger de personer, der passer bedst til jobbet. Når vi ikke begrænser os til kandidater, der kan dansk, får vi en meget større pulje at vælge fra”, siger Rune Rødbro, Chief Success Officer hos iPaper.
Gevinsten handler imidlertid ikke kun om antallet af kandidater. Medarbejdere med andre baggrunde kan også udfordre vante synspunkter:
”Vi kan nemt komme til at tænke i de samme mønstre. Derfor er det værdifuldt at få medarbejdere ind, som udfordrer os”, siger Rune Rødbro.
Kulturel forståelse styrker kunderelationerne
iPaper har kunder i flere dele af verden. Derfor er de internationale medarbejderes sproglige og kulturelle indsigt også en forretningsmæssig fordel.
Det blev særligt tydeligt, da virksomheden ønskede at styrke sin position i Latinamerika. Her blev medarbejdere med spansk som modersmål og indgående kendskab til den latinamerikanske kultur en vigtig ressource.
”De forstår, hvad der ligger bag, når en kunde siger eller handler på en bestemt måde. Den forståelse kan de både give videre til os andre og bruge direkte i kundemøderne. På den måde har de både stor betydning for relationen, og om vi opnår den ønskede handel”, fortæller Rune Rødbro.
Engelsk kræver tilvænning - ikke perfektion
At gøre engelsk til fælles arbejdssprog kræver også en indsats fra de danske medarbejdere. Hos iPaper, var det ikke alle, der var vant til at bruge engelsk professionelt, og nogle oplevede, at det var en udfordring i begyndelsen.
Til gengæld er der ikke en forventning om fejlfrit engelsk.
”Det er helt okay at stå og mangle et ord. Så hjælper vi hinanden. Vi er nødt til at gå ind i dialogen med et oprigtigt ønske om at forstå hinanden”, siger Kirsten Tilsted.
En kultur skabt af medarbejderne
Når omkring en tredjedel af medarbejderne er internationale, sætter det også sit præg på kulturen:
”Medarbejderne siger nogle gange, at iPaper hverken føles som en traditionel dansk eller international virksomhed. Vi har skabt vores egen kultur”, siger Rune Rødbro.
Kulturen kommer blandt andet til udtryk gennem medarbejderdrevne arrangementer. Her bidrager kolleger med mad, drikkevarer og traditioner fra deres hjemlande. Internationale medarbejdere skal derfor ikke alene tilpasse sig en eksisterende arbejdsplads - de er selv med til at forme den.
Kirsten Tilsteds råd til andre virksomheder er derfor at være klar til både at skifte sprog og gøre arbejdspladsens uskrevne regler tydelige:
”Man skal forklare noget af den kultur, vi normalt tager for givet. Men når man har gjort det, er internationale medarbejdere en kæmpe gave. Man får meget mere ud af det, end man putter ind”.
Fakta om iPaper:
Udvikler software til digitale og interaktive produktkataloger.
Har hovedkontor i Aarhus.
Beskæftiger 33 medarbejdere.
Medarbejderne repræsenterer 11 forskellige nationaliteter.
Vil du gerne i gang med at rekruttere internationale kollegaer?
Find din næste kandidat på:
A State of Denmark jobportalen
WorkinDenmark
Læs mere og find flere tips på:
Hello Aarhus.dk
Artiklen er skrevet i forbindelse A State of Denmark, som er en del af Virksomhedsudvikling Danmark.