20. september 2021

Ny hjemmeside med forbedret funktionalitet

Vi har den 14. september lanceret en opdateret hjemmeside, der er mere moderne i sit udtryk, men det er særligt i maskinrummet, at systemet byder på nye funktioner.

Dels har vi samlet hjemmeside, eventhåndtering, nyhedsbrev og CRM i ét system, hvilket letter vores daglige arbejde på flere områder. Samtidig har vi åbnet op for, at man som ikke-medlem kan skrive sig op til at modtage nyhedsbrevet.

Vi har også gjort det nemmere at tilmelde sig events, da man – i fald man er registreret med sin e-mailadresse i vores system – kan tilmelde sig uden at skulle udfylde en formular med navn, adresse etc. Og så har vi tilføjet en længe ventet feature: man kan nu afmelde sig et event ved at klikke på et link i den kvittering, man har modtaget ved tilmelding.

Vi har også styrket medlemmernes synlighed, idet medlemsoversigten nu er ændret fra at være en tabel med masser af tekst til nu at være en oversigt med logoer og direkte link til virksomhedens eller organisationens hjemmeside.

Systemet er blevet til i et stærkt samarbejde med vores medlem ITIDE A/S, der har sørget for, at vores idéer og behov blev omdannet til kode og logikker.

Vi er glade for det nye system og er selvfølgelig åbne for input til både udtryk og funktionalitet, som kan sendes til mail@erhvervaarhus.dk.