1. marts 2022

Ruslands aggressive fremfærd rammer bredt og skaber usikkerhed overalt i Europa

Ruslands invasion af Ukraine har medført ufattelige menneskelige konsekvenser og kastet Europa ud i stor sikkerhedsmæssig og økonomisk usikkerhed. Konsekvenserne er globale og vil kunne mærkes i dansk erhvervsliv, hvor mange virksomheder har samhandel med og medarbejdere i både Ukraine og Rusland.

”Efter to år med usikkerhed og økonomisk tilbagegang grundet Covid-19 har hele verden set frem til atter at kunne åbne op og genfinde momentum menneskeligt og økonomisk. Nedlukningerne verden over har vist os, hvor forbundne og afhængige verdens lande og økonomier er af hinanden for fremgang socialt, kulturelt og økonomisk. Derfor er det nærmest surrealistisk, at verden nu står over for en sikkerhedsmæssig trussel og økonomisk usikkerhed, som det er svært at estimere omfanget af,” siger Terje Vammen, bestyrelsesformand i Erhverv Aarhus.

Dansk økonomi voksede med 4,1% i 2021 sammenlignet med 2020, hvor coronakrisen ramte verden. Sammenlignet med 2019, altså inden coronakrisen, udgør 2021 stadig en stigning på 1,8%, så 2021 viste en stærk dansk økonomi og et driftigt erhvervsliv, der har gjort alt tænkeligt for at komme helskindet gennem coronakrisen.

Krigen i Ukraine og omfanget af sanktionerne mod Rusland får selvsagt konsekvenser for dansk erhvervsliv, om end det er usikkert hvordan og i hvilket omfang.

”Usikkerhed er gift for et erhvervsliv, der skal samarbejde på tværs af landegrænser, kunne afsætte varer på udenlandske markeder, have sikkerhed for økonomiske transaktioner og vurdere om en investering er en god idé eller ej,” uddyber Jan Dam Poulsen, bestyrelsesmedlem i Erhverv Aarhus og direktør i Blue Water Shipping, der har en solid indsigt i den globale samhandel.

De omfattende politiske og økonomiske sanktioner mod Rusland får følge af stor folkelig opbakning til Ukraine og opfordringer til fred verden over. Lokalt ser vi østjyske virksomheder, der fjerner russiske varer fra hylderne og starter indsamlinger, oplyser virksomhedernes bygninger i blåt og gult lys, og kultursteder der aflyser forestillinger med russiske kunstnere.

”Som erhvervsorganisation er det vores håb, at det stærke billede af sammenhold og fælles fodslag i EU, FN, Nato og på tværs af Atlanten i sidste ende styrker de strukturer, der sikrer fred, demokrati, kulturel udveksling og samhandel, så vi i fremtiden får mere sikkerhed end usikkerhed,” siger Terje Vammen.