17. november 2022

Generalforsamling: Spændende perspektiver for 2023

Erhverv Aarhus' bestyrelse pr. 17. november 2022.

Små og mellemstore virksomheder (SMV’er) og eksportmuligheder kommer højt på dagsordenen hos Erhverv Aarhus i 2023. Det står klart efter erhvervsforeningens årlige generalforsamling, hvor også tre nye erhvervsprofiler blev valgt til foreningens bestyrelse.

Erhverv Aarhus’ erhvervsmæssige engagement favner bredt: Foreningens indsatser spænder fra udvikling og infrastruktur over blandt andet uddannelse, internationalisering og kultur til, hvordan man som virksomhed forløser de forretningsmæssige potentialer i FN’s Verdensmål.

Vores fokus er bredt. Det skal være attraktivt at drive virksomhed, lille som stor, i Aarhus, og byen skal samtidigt også være attraktiv i forhold til blandt andet turisme, uddannelse og bosætning – herunder også internationalisering og tiltrækning af international arbejdskraft.

Sådan lød det fra Erhverv Aarhus’ bestyrelsesformand, Terje Vammen, som fra scenen hos Scandic Aarhus City, hvor generalforsamlingen fandt sted, også satte nogle ord på foreningens indsatser i året, der er gået:

Vi har i det forgange år bl.a. været aktive i debatten og den politiske proces om midtbyvisionerne, omdannelsen af Banegårdskvarteret, ændringer i udlændingeloven vedr. beløbsgrænsen, indretningen af Marselis Boulevard, udvidelsen af Aarhus Havn og en mulig Kattegatforbindelse, som vi mener vil øge sammenhængskraften imellem Vest- og Østdanmark. Og så må vi ikke glemme de mange arrangementer, store som små, som Erhverv Aarhus-sekretariatet med stor professionalisme har eksekveret hen over året.

Pejlemærker for 2023: SMV’erne og eksport

Erhverv Aarhus’ indsatser målrettet SMV’erne bliver intensiveret i det nye år. Ifølge direktør, Poul Dalsgaard, kommer foreningen især til at fokusere på virksomhedernes behov for arbejdskraft, grøn omstilling og – ikke mindst – deres eksportmuligheder i det kommende år:

I Erhverv Aarhus arbejder vi for at skabe de bedst mulige vilkår for alle vores medlemmer på tværs af branche og størrelse. Når vi i 2023 vil sætte ekstra fokus på SMV-segmentet og eksportområdet, så er det fordi, det rummer enorme vækstpotentialer for Aarhusregionen, ja hele Danmark. For den enkelte virksomhed har det også enorm betydning, om man formår at slå igennem på nye markeder, og det vil vi på forskellig vis gerne inspirere til og hjælpe med i det nye år – bl.a. i samarbejde med Danish Export Association og Jyske Bank,” pointerede Erhverv Aarhus’ direktør, Poul Dalsgaard, som også fremhævede erhvervslivets behov for arbejdskraft:

Vi er meget opmærksomme på, at erhvervslivet generelt set fortsat efterspørger dygtige hænder og hoveder. Allerede fra starten af det nye år er vi med i at nationalt projekt med fokus på at sikre kompetencer til de aarhusianske virksomheder, heriblandt SMV’er – og det handler både om at tiltrække international arbejdskraft, kompetencer til den grønne omstilling og at få dimittenderne hurtigt ind på arbejdsmarkedet.

Erhverv Aarhus’ synspunkter blev underbygget af to af aftenens oplægsholdere, Jesper Havgaard Christensen, Jyske Bank, og Halldor Halldorsson, Danish Export Association, der var på scenen for at snakke om Jyske Bank og Danish Export Associations kvartalsvise eksportbarometer og om eksport mere overordnet:

Eksporten i Danmark er en af de væsentligste forudsætninger for, at vi har råd til vores velfærdssystem. Faktisk bidrager dansk eksport med mere end halvdelen af landets BNP, hvorfor det er yderst vigtigt, at der bliver sat fokus på eksporten; at virksomheder, der ønsker at afsøge nye markeder, understøttes med dette,” fortalte Halldor Halldorsson akkompagneret af Jesper Havgaard Christensen.

Ny Erhverv Aarhus-bestyrelse på plads
Udover præsentation af årets gang og pejlemærker for det kommende år, bød generalforsamlingen naturligvis også på både valg til bestyrelsen og den efterfølgende konstituering.

Karina Boldsen, CEO og Founder, AROS BOARD, Ken Cordes, CEO, Triax Group, og Esben Keldsen, direktør, Ejendomsselskabet Olav de Linde, udgår af Erhverv Aarhus’ bestyrelse efter henholdsvis otte, ni og tre år.

I deres sted indtræder Nina Carlslund, hoteldirektør, Scandic Aarhus City, valgt for en 1-årig periode, Poul Nielsen, regionsdirektør, Danske Bank, valgt for en 3-årig periode, og Jens-Jacob Aarup, CEO, Inspari, ligeledes valgt for en 3-årig periode.

Det er tre meget skarpe profiler, som kommer til at bidrage til bestyrelsen med stor erfaring, nye indspark og et stort engagement i det aarhusianske erhvervsliv. Vi siger samtidig 1000 tak for en særdeles dedikeret indsats til tre store kapaciteter; Karina Boldsen, Ken Cordes og Esben Kjeldsen, som alle har bidraget til Erhverv Aarhus og byens erhvervsliv på forbilledlig vis,” fremhævede bestyrelsesformand, Terje Vammen.

Bestyrelsen af Erhverv Aarhus ser nu således ud:

  • Terje Vammen, partner og direktør, Silverlining Research (formand)
  • Mai Louise Agerskov, adm. direktør, INCUBA (næstformand)
  • Jasper Kyndi, markedsdirektør, COWI A/S (udgør Forretningsudvalget sammen med formand og næstformand)
  • Henrik Stærmose, direktør og medejer, Racehall
  • Jan Dam Poulsen, director, Blue Water Shipping
  • Lone Ryg Olsen, erhvervsdirektør, Aarhus Universitet
  • Nina Carlslund, hoteldirektør, Scandic Aarhus City
  • Poul Nielsen, regionsdirektør, Danske Bank
  • Jens-Jacob Aarup, CEO, Inspari


Se bestyrelsen her.