6. januar 2022

Direktør i Erhverv Aarhus fratræder sin stilling

Direktør i Erhverv Aarhus fratræder sin stilling

Erhverv Aarhus skal have ny direktør i 2022. Marc Perera Christensen fratræder efter gensidig aftale.

Erhverv Aarhus, der repræsenterer byens brede erhvervsliv, ønsker fremadrettet at intensivere arbejdet med paletten af strategiske forretningsområder. Bestyrelsen ønsker derfor en ny profil til direktørposten.

”Erhverv Aarhus er et naturligt samlingspunkt for det Aarhusianske erhvervsliv, og vi varetager løbende medlemmernes interesser og understøtter virksomhedsdriften og netværksskabelsen. Marc Perera Christensen har som direktør stået i spidsen for en synliggørelse af Erhverv Aarhus, en bedre infrastruktur og styrket generel erhvervspolitisk indsats” siger formanden for Erhverv Aarhus, Terje Vammen.

'”Vi vil i de kommende år fortsat have fokus på foreningens fem strategiske forretningsområder: Udvikling & Infrastruktur, Internationalisering, Uddannelse, Innovation & Iværksætteri, Kultur & Sport samt Forretning & Verdensmål med målet om at bidrage med viden og indflydelse for foreningens mange medlemmer”, supplerer næstformanden Karina Boldsen.

Samarbejdet ophører efter gensidig aftale med Marc Perera Christensen, der har haft sidste arbejdsdag. Erhverv Aarhus takker for indsatsen gennem tre år. Kommunikationschef Jesper Theil konstitueres som direktør.

En rekrutteringsproces igangsættes for at finde den nye direktør til Erhverv Aarhus.


Pressekontakt:

Terje Vammen, formand, tlf.: 29861515, mail: tv@silverliningresearch.com