11. marts 2020

Erhverv Aarhus: Vi opfordrer til, at erhvervslivet følger myndighedernes anbefalinger

Regeringen og myndighederne har onsdag aften implementeret yderligere anbefalinger og forbud for at bekæmpe coronavirussens udbredelse i Danmark. Det er vigtigt, at alle følger dem, så Danmark kan komme tilbage på sporet, ifølge Erhverv Aarhus' direktør Marc Perera Christensen.

"Jeg har netop besluttet, at Erhverv Aarhus’ sekretariat arbejder hjemmefra fra i morgen og i hvert fald de kommende to uger, netop som myndighederne anbefaler. Men vi er jo blot en lille brik i et stort spil. Erhverv Aarhus anbefaler derfor, at erhvervslivet over en kam følger myndighedernes retningslinjer, så vi alle hurtigst muligt kan komme tilbage til den hverdag, som vi kender," siger Marc Perera Christensen og fortsætter:

"Der er selvfølgelig virksomheder, som har svært ved at klare det hele hjemmefra, og der må man ty til alternative metoder for at holde butikken kørende. Det er på nuværende tidspunkt svært at gisne om konsekvenserne for erhvervslivet, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at gøre rigtig ondt på virksomheder i flere brancher. Vi har tidligere efterspurgt konkrete hjælpepakker fra regeringen, og vi regner bestemt med, at vi ser flere pakker med betydelig support fra regeringen til dem, der bliver hårdest ramt," siger Marc Perera Christensen.

Yderligere kommentarer:

Marc Perera Christensen, tlf. 2674 2604