Erhverv Aarhus: Nej til krydstogtafgift

Regeringens Finanslovsforslag indeholder et forslag om en afgift på 200 kr. pr. passager på krydstogtskibe, der anløber danske havne fra 2028. Forslaget har været i vælten den seneste uges tid, da det kan medføre, at mange rederier fravælger Aarhusregionen og Danmark som destination.
Derfor har Erhverv Aarhus sammen med Aarhus Havn og Dansk Erhverv sendt et fælles brev til byrådet og østjysk valgte folketingsmedlemmer, hvor vi opfordrer til at arbejde imod den foreslåede afgift.
I 2025 besøgte knap 194.000 krydstogtgæster Aarhus, og gæster og besætningsmedlemmer lagde mere end 87 mio. kr. i Aarhus og på udflugter i regionen. Det skaber omsætning hos blandt andet butikker, restauranter, attraktioner og transportvirksomheder.
Samtidig har Aarhus Havn investeret i grønnere krydstogtturisme ved at etablere landstrøm til skibene. En ny afgift kan gøre det mindre attraktivt for rederierne at vælge Aarhus og dermed modarbejde de seneste års mange investeringer i både turismen og den grønne omstilling.
Vi skal kort sagt værne om de investeringer, der allerede er foretaget, og nyde godt af de positive effekter, krydstogtturismen har for byens erhvervsliv.