24. september 2026

Nyt projekt skal styrke internationales lyst til at blive i Aarhus

Hvordan øger man trivslen og tilknytningen til et lokalsamfund, når man ikke har danske rødder?

Det er fokus i nyt projekt, hvor Erhverv Aarhus sammen med DGI Østjylland, Frivilligcenter Aarhus og FriSe skal hjælpe flere internationale ud i civilsamfundets mange muligheder i Østjylland. Takket være en bevilling på 3,9 mio. kr. fra Velliv Foreningen lancerer Erhverv Aarhus projektet INTEGRATE med start februar 2027 og tilmed december 2029. 

Helle Bastrup , Head of International Talent and Relations ved Erhverv Aarhus fortæller: 


”Hvis internationale tilflyttere skal trives og få lyst til at blive i Aarhus, er det afgørende, at de får mulighed for at opbygge et netværk. Her spiller foreningslivet en helt central rolle – for hvis man vil lære os danskere at kende, er det ofte dér, man finder os efter klokken 16. Derfor er INTEGRATE-projektet vigtigt, og vi glæder os til sammen med stærke partnere at skabe endnu bedre rammer for trivsel, fællesskab og integration blandt internationale borgere i Aarhus.” 

Flere undersøgelser peger på, at livet udenfor arbejdspladsen har betydning for, om internationale medarbejdere vælger at blive i Danmark. Derfor retter INTEGRATE blikket mod at udvikle værktøjer til virksomhederne, der gør det let at støtte medarbejdere til at blive en del af meningsfulde fællesskaber uden for arbejdslivet.  

 

Et stærkt partnerskab skal bygge bro mellem erhvervsliv og civilsamfund 

I projektet skal Erhverv Aarhus sammen med førnævnte partnere udvikle og afprøve nye metoder til at bygge bro mellem virksomheder, internationale medarbejdere og konkrete, lokale fritids- og foreningsfællesskaber. 

Gennem tre år skal metoderne udvikles og afprøves i samarbejde med 15 virksomheder og mere end 30 foreninger. Ambitionen er, at erfaringerne fra Aarhus efterfølgende kan omsættes til konkrete værktøjer, som kan anvendes af virksomheder og civilsamfundsaktører i hele Danmark. 

INTEGRATE bygger videre på værdifulde erfaringer fra projektet BELONG, som Erhverv Aarhus deltager i sammen med Dansk Industri og Human House med støtte fra Velliv Foreningen. Hvor BELONG har fokus på inklusion og trivsel på arbejdspladsen, udvider INTEGRATE perspektivet til livet udenfor arbejdstiden.  

Er din virksomhed interesseret i at deltage?  

INTEGRATE gennemfører virksomhedsforløb i perioden 2027-2029. Hvis du vil høre mere om projektet eller mulighederne for at deltage, kan du kontakte Nanna Strandberg på nst@erhvervaarhus.dk og +45 30148891.