1. oktober 2026

Bylivspuljen skruer op for julestemningen i Aarhus

Fem initiativer får nu støtte fra Bylivspuljen og skal bidrage til mere liv og flere oplevelser i Aarhus hen over julen og vinteren.

Bylivspuljen er etableret af Aarhus Kommune og udmøntes i samarbejde med Erhverv Aarhus som en del af ambitionen om at styrke Aarhus som en levende og attraktiv by året rundt. I denne omgang er fokus på Aarhus som jule- og vinterby, hvor nye og eksisterende initiativer skal give aarhusianere og besøgende flere grunde til at bruge byen – også i de mørke måneder.

De fem støttede initiativer spænder fra julelys i Jægergårdsgade og Skt. Clemens Stræde til julemusik på Store Torv, luciaoptog på vandet og julestemning på Aarhus Ø.

“Ambitionen rækker længere end den enkelte jul. Vi skal bygge videre år for år, skabe nye samarbejder og få endnu flere aktører med, så vi sammen udvikler Aarhus som jule- og vinterby,” siger Mette Mecklenburg von Undall, bylivschef i Erhverv Aarhus.

Indsatsen fortsætter gennem Levende By Aarhus og Bylivspuljen, hvor Erhverv Aarhus sammen med byens aktører arbejder for at skabe et stærkere fundament for et levende byliv året rundt.

Læs mere om projekterne her.