1. maj 2026

Bylivspuljen er åben: Nye samarbejder skal skabe mere liv i Aarhus

Fra den 1. maj 2026 kan aktører i hele Aarhus søge midler fra den nye bylivspulje, der skal styrke et levende, attraktivt og mangfoldigt byliv. Puljen er etableret som en del af budgetaftalen 2026-2029 og har til formål at skabe en mere levende by.

Med i alt 10 mio. kr. frem mod 2029 skal bylivspuljen understøtte aktiviteter, events og samarbejder, der bringer liv i byens rum og styrker Aarhus som handels- og oplevelsesby – også i de stille perioder og særligt i vinter- og julemånederne.

"Med bylivspuljen investerer vi i det, der gør Aarhus til en levende by – nemlig fællesskaber, oplevelser og aktivitet i byrummet. Vi ønsker at skabe endnu flere grunde til at bruge byen året rundt, og vi håber, at mange vil byde ind med kreative projekter, der kan samle mennesker og styrke byens puls," siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice, som sammen med Nicolaj Bang var ophavsmand til bylivspuljen, har også store forventninger til, at bylivspuljen bidrager til mere liv i byen.

”Detailhandlen er under pres, og vi skal gøre alt, hvad vi kan for at bakke op. Det her er en konkret indsats, som erhvervslivet og Erhverv Aarhus selv har efterspurgt – og som jeg tror på kan gøre en reel forskel. I øjeblikket mærker vi momentum og lyst til at kaste sig ind i indsatsen fra alle mulige leder og kanter. Derfor er jeg er overbevist om, at Aarhus midtby vil byde på mere liv og gode samarbejder i fremtiden til fordel for detailhandlen, kulturlivet, restaurationer og alle de andre gode spillere i midtbyen”, siger Jesper Kjeldsen.

Puljen kan søges af fx foreninger, erhvervsdrivende, kulturinstitutioner og partnerskaber, der ønsker at skabe aktiviteter i byen. Projekterne skal bidrage til fællesskab, samarbejde og nye oplevelser på tværs af byens aktører.

Hos Erhverv Aarhus ser man puljen som et vigtigt redskab i arbejdet med at udvikle en levende by i tæt samarbejde mellem erhverv, kultur og kommune.

"Byliv opstår især, når vi skaber noget sammen. Med bylivspuljen får vi en konkret mulighed for at understøtte initiativer, der binder byen sammen og skaber helhedsoplevelser for dem, der bor i og besøger Aarhus. Vi håber at se projekter og samarbejder, der engagerer bredt og bringer nye perspektiver i spil – og som selvfølgelig er med til at gøre byen endnu mere levende," siger Mette Mecklenburg von Undall, bylivschef hos Erhverv Aarhus.

Ansøgning foregår via en online formular, hvor ansøgere skal beskrive projektets formål, målgruppe, samarbejdspartnere og forventede effekt. Der lægges vægt på projekter, der skaber synlighed, engagement og værdi for byens handels- og kulturliv.

I 2026 og 2027 prioriteres projekter inden for temaerne "Jule- og vinterby Aarhus" og "Lyskunst i Aarhus", men der er også mulighed for at søge med andre initiativer, der lever op til puljens formål.

Puljen administreres i et samarbejde mellem Erhverv Aarhus, udvalget Den levende by og Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.

Første ansøgningsrunde løber fra 1. maj til 1. august 2026 og har fokus på ”Jule- og vinterby Aarhus”. Anden runde har fokus på ”Lyskunst i Aarhus” og åbner den 10. august og løber frem til 31. oktober 2026.

Læs mere her

Fakta om bylivspuljen

  • Pulje på 10 mio. kr. i perioden 2026-2029 jf. Aarhus Kommunes budgetaftale
  • Støtter bl.a. aktiviteter, events, belysning, udsmykning og byrumselementer
  • Fokus på samarbejde, fællesskab og helhedsoplevelser
  • Kræver medfinansiering på ca. 50

Indsatsen Den levende by

  • Indsatsen er ét af seks strategiske fokusområder i Erhverv Aarhus efter Aarhus City Forening blev lagt sammen med Erhverv Aarhus i januar 2026
  • Bylivschef Mette Mecklenburg von Undall står i spidsen for indsatsen med opbakning fra Aarhus Kommune
  • Har til formål at styrke et levende, attraktivt og bæredygtigt byliv i Aarhus
  • Samler aktører på tværs af detailhandel, erhverv, kultur og turisme
  • Drives i tæt samarbejde med Aarhus Kommune og centrale bylivsaktører
  • Forankret i et dedikeret udvalg med repræsentanter fra bl.a. erhvervsliv, organisationer og kulturinstitutioner

Kontakt

  • Rådmand for Teknik og Miljø Nicolaj Bang, 2138 2204
  • Rådmand for Kultur- og Borgerservice Jesper Kjeldsen via pressekonsulent Lars Sejr, 5193 8240, laseo@aarhus.dk
  • Bylivschef hos Erhverv Aarhus, Mette Mecklenburg von Undall, tlf. 2120 2771