14. april 2026

Bylivskonference i Musikhus Aarhus: Så er vi i gang!

Sammen med ca. 200 engagerede deltagere fra Aarhus’ kultur- og erhvervsliv fik vi til dagens Bylivskonference for alvor kickstartet vores nye indsats omkring den levende by.

Musikhuset Aarhus dannede rammen om dagen, og en super veloplagt moderator i skikkelse af Camilla Aneto Olesen, kreativ leder hos Frontløberne, sørgede for, at vi blev guidet let og elegant gennem programmet for konferencen.

Vi lagde ud med at høre om detailhandlen i Aarhus, hvor først Kristian Løbner, Senior Specialist, COWI, gav en status på byens detailhandel pba. en ny rapport, hvoraf det bl.a. fremgik, at vi i Aarhus bruger flere penge på byliv end nogensinde før.

Et forhold, som dagens anden oplægsholder, Asger Dalsjö, Analyst, Danske Bank, også kom omkring i sit indlæg vedr. de aarhusianske forbrugere. Tendensen er klarest inden for forbruget på tøj, kosmetik, restauration samt kulturliv og oplevelser.

Frank Heskjær, Head of Retail, EDC Erhverv, kunne lidt i samme tråd fortælle om, at det også ud fra et ejendomsudlejningsperspektiv går bedre, end man måske tror – både ift. antallet af tomme butikslokaler i Aarhus og omsætningen i butikkerne.

Vi fik også et blik ind i en rigtig Aarhus-virksomhed, nemlig Søstrene Grene, hvor Chief Retail Officer, Vickie Jensen, bl.a. delte ud af virksomhedens store fokus på at skabe oplevelser og mening blandt deres besøgende og kunder. Begge dele noget, som smitter positivt af på omsætningen – bl.a. i Søndergade-butikken, som er en af koncernens bedst performende butikker globalt set.

Vi havde også fornøjelsen af at høre fra borgmester Anders Winnerskjold og Rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, som begge bakker op om vores indsats omkring at skabe et endnu mere levende Aarhus – bl.a. i lyset af bylivspuljen, som man kan søge fra den 1. maj.

Samme gjorde Rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, som deltog i en paneldebat omkring by- og kulturliv samme med Vickie Jensen, Jakob Tekla, direktør, Aarhus Festuge, og David Milberg, direktør, BreadHead.

David Milberg rundende konferencen af med en nærværende og ærlig fortælling om det at drive forretning i stureplan, efter vi også havde haft fornøjelsen af at blive klogere på markedsføring ved Trine Lyngby Korsgaard Christensen, annoncedirektør, Jyllands-Posten, og hørt om livet og arbejdet blandt de erhvervsdrivende på Jægergårdsgade v. Charlotte Holm, forperson, Gadeforeningen i Jægergårdsgade.

Tak for indsparkene til alle oplægsholderne – og også til direktør i Erhverv Aarhus, Poul Dalsgaard, direktør, og Mette Mecklenburg, bylivschef, Erhverv Aarhus, for at byde godt velkommen og sætte scenen.

Tak for opbakningen til dagens konference til Jyllands-Posten og Aarhus Kommune!

Og tak til alle deltagerne for jeres mange gode input undervejs på konferencen.

Vi glæder os til at sætte handling bag idéerne sammen med alle byens interessenter og ildsjæle, når vi ses om denne indsats igen den 2. juni til arrangementet Sammen om Den Levende By, som du allerede nu kan tilmelde dig.