11. april 2025

Høringssvar til forslag om Grøn Mobilitetsplan

Erhverv Aarhus følger byens udvikling med stor interesse og er positive over for byudviklingsprojekter, som medvirker til at styrke mobiliteten i og attraktionsværdien af byen. Derfor har vi løbende været aktive i debatten om mobiliteten i og udviklingen af Aarhus – bl.a. i klummer vedr. mobilitetsplanen og anden byudvikling, i høringssvar om andre byudviklingsprojekter, via møder med relevante byrådspolitikere og embedsfolk og gennem interessevaretagelsesarbejde med hjælp fra de kompetente medlemmer af vores udvalg for Byudvikling & Infrastruktur.

Vi har derfor også orienteret os i Aarhus Kommunes forslag om Grøn Mobilitetsplan – herunder tillægget til planen, som efterfølgende er blevet lavet på baggrund af en samfundsdialog.

Indledende bemærkninger

Erhverv Aarhus har løbende bidraget med input til mobilitetsplanen med afsæt i erhvervslivets behov og er trygge ved det dybdegående arbejde, som er gået forud for udformningen og vedtagelsen af Grøn Mobilitetsplan.

Vi bakker derfor op om intentionerne i den endelige mobilitetsplan, da vi i den grad har behov for at tage forskellige greb i brug for at komme den stigende trængsel i Aarhus til livs. En trængsel, som – hvis vi ikke gør noget for at ændre på status quo – kun vil blive værre i takt med at byens befolkningstal stiger. Hvis vi intet gør, vil byen stå fuldstændig stille i myldretiden i 2035 følge en rapport fra 2020.

Vi vil – endnu engang – også gerne kvittere for, at man har lavet én samlet plan for mobiliteten i Aarhus, hvor man også har indtænkt tidligere byudviklingsplaner. Det skaber en helhed i udviklingen af vores by. Noget, vi bifalder. Ligesom vi naturligvis også bifalder, at man med denne plan sigter efter at forbedre by- og luftkvaliteten og mindske CO2-udledningen.

Se i øvrigt også høringssvaret til forslag om Grøn Mobilitetsplan fra Skejby Business Park, hvis advisory board vi bestyrer, i hvilket der bl.a. lægges vægt på mobiliteten i Skejby-området og sammenhængen med resten af Aarhus.

Forbehold vedr. Grøn Mobilitetsplan

Vores opbakning til mobilitetsplanen er dog ikke uden visse forbehold og særligt tungtvejende i denne forbindelse er rækkefølgen, hvormed de forskellige indsatser indeholdt i Grøn Mobilitetsplan implementeres. Det er vigtigt, at alternativerne til f.eks. privatbilisme er tilgængelige, og at de fungerer som reelle og attraktive alternativer – herunder driftssikre, punktlige og behagelige kollektive transportmuligheder samt langt bedre vilkår for cyklister, så vi reelt bliver en førende, cykelvenlig by.

Planen skal desuden være befordrende for, at erhvervslivet har de mest optimale vilkår for at drive virksomhed i eller omkring midtbyen – kunder, turister, samarbejdspartnere og medarbejdere skal alle kunne komme ubesværet fra A til B, så Aarhus forbliver attraktiv og fuld af liv, oplevelser, gode shoppingmuligheder og et driftigt erhvervsliv.

Og det stiller bl.a. krav til rækkefølge og sammenhæng i trafikomlægningerne – frem for forhastede løsninger, som vi f.eks. har set på Vesterbro Torv. Delelementerne af Grøn Mobilitetsplan skal implementeres i en rækkefølge, der skaber mindst mulig gene undervejs og fremtidsholdbare løsninger på sigt.

Vedr. tillægget til aftalen om Grøn Mobilitetsplan

I tillæg til rækkefølgen i forbindelse med implementeringen af planens indsatser har vi også løbende italesat vigtigheden af andre forhold – heriblandt opgraderet skiltning og wayfinding, parkeringshensyn (for biler såvel som cykler), korridorer til midtbyen og byens P-huse (f.eks. via en vej i banegraven), længere svingbaner, udrulning af intelligent trafikstyring/intelligente transportsystemer (ITS), erhvervsrelateret kørsel samt forbedret kollektiv transport og bedre mulighed for kombinationsrejser bl.a. vha. park and ride-anlæg.


Det er derfor også glædeligt, at man fra kommunens side imødekommer nogle af disse forhold med tillægsmaterialet til Grøn Mobilitetsplan. Vi noterer os bl.a. ved:

  • At man vil skabe bedre muligheder for wayfinding til park and ride-anlæg, stoppesteder, stationer og P-huse (hvor man også vil forbedre informationssystemerne ift. ledig parkeringskapacitet).
  • At man i højere grad vil indtænke nødvendige lastepladser for logistik- og vareindleveringskøretøjer og lave fleksible parkeringspladser til håndværkere.
  • At man, når man indskrænker kantstensparkeringen, vil bruge den nyfundne plads til korttidsparkering og cykelparkering samt udeservering og byliv.
  • At man vil forbedre rettidigheden i det kollektive trafiksystem og opgradere faciliteterne ved eksisterende og også nye stoppesteder og stationer.
  • At man vil udbygge el-infrastrukturen.
  • At man vil skabe bedre og mere sikre cykelforhold.


Vi vil gerne kvittere for, at Aarhus Kommune undervejs i samfundsdialogen og gennem de løbende snakke, som vi i Erhverv Aarhus har haft med byrådspolitikere og embedsfolk, har være lydhøre og med tillægsmaterialet har rettet planen til ift. ovennævnte punkter.

Fortsatte spørgsmålstegn

Vi noterer os imidlertid også, at der fortsat er visse uvisheder forbundet med Grøn Mobilitetsplan og forhold i planen, der bør genbesøges. Heriblandt forholdene omkring nulemissionszoner og roadpricing ift. erhvervslivets mulighed for fortsat at drive virksomhed og komme fra A til B i særligt midtbyen.

Vi vil gerne opfordre til, at man på den korte bane undtager virksomhederne for at omstille deres flåde af køretøjer til eldrevne køretøjer. Og at man på den længere bane lader virksomhederne udskifte deres køretøjer til grønnere alternativer løbende og i et tempo, de kan være med på. Dels fordi det er dyrt for virksomhederne – særligt de mindre virksomheder – at udskifte hele deres flåde af køretøjer, og fordi det – som teknologien er pt. – ofte ikke er praktisk muligt at udføre virksomhedens arbejde, hvis man udelukkende beror sig på eldrevne køretøjer.

Ift. roadpricing, hvis denne mulighed bliver besluttet på Christiansborg, ser vi også gerne, at man finder en særskilt model for erhvervslivet, da en sådan ekstraomkostning på de erhvervsdrivende vil hæmme deres forretningsmuligheder inde i byen og i sidste ende presse priserne op for forbrugerne og byens borgere, som også privat betaler vejafgiften.

Derudover vil vi også gerne slå et slag for, at man genbesøger beslutningerne om at sløjfe både BRT’en på Ringvejen og cykelparkeringshuset ved Aarhus H. Begge dele er afgørende for, at vi i Aarhus får et mere attraktivt alternativ til bilen og dermed også afgørende for, at vi mindsker den stigende trængsel på byens veje.

Det er også vigtigt at understrege, at man i udrulningen af mobilitetsplanen skal sikre – og også skabe bedre – korridorer ind til byens P-huse, så man hurtigt kan parkere og undgår unødig bykørsel i jagten efter en parkeringsplads. I denne forbindelse kan også nævnes korridorer ind til midtbyen – heriblandt det nye Sydhavnskvarter og de mange arbejdspladser, som ligger i det område. Og her er en vej i banegraven oplagt, hvorfor vi opfodrer til at Aarhus Kommune undersøger mulighederne for en sådan. Netop denne vej vil vi mene også kan være en kæmpe fordel i den lange anlægsfase af den kommende Marselistunnel.

Sæt i gang – særligt ift. de ”lavthængende frugter”

Som nævnt indledningsvist er vi overordnet set positive over for denne meget ambitiøse mobilitetsplan. Vi er bevidste om, at vi er nødt til at gøre noget, at Aarhus unægteligt kommer til at se anderledes ud, end tilfældet er pt., og at udmøntningen af nogle af de enkelte initiativer i mobilitetsplanen på den korte bane vil skabe noget bøvl og visse gener for alle, der færdes i Aarhus.

Det ligger os imidlertid meget på sinde, at disse gener skal mindskes så meget som muligt – særligt for de aarhusianske virksomheder, som udgør rygraden af Aarhus. Derfor har vi også løbende opfordret til, at man sætter skub i mobilitetsplanen og begynder implementeringen af særligt de ”lavthængende frugter” hurtigst muligt. Det skaber også en vished blandt virksomheder såvel som borgere om, hvad der kommer til at ske – og giver dermed bl.a. virksomhederne noget at navigere ud fra i stedet for denne relativt uvisse periode, som vanskeliggør fremtidsplanlægning.

Punkterne nævnt i afsnittet ’Vedr. tillægget til aftalen om Grøn Mobilitetsplan’ er gode eksempler på indsatser, som man med fordel kan sætte gang i snarest. Derudover vil vi også opfordre til, at man sætter i gang ift. anlægning af længere svingbaner i højttrafikerede kryds, udrulning af ITS samt etablering af park and ride-anlæg i udkanten af byen og forsøgsordninger med gratis kollektiv transport fra disse anlæg ind til midtbyen og omvendt.

Med det sagt er det også vigtigt at gentage, at man hele tiden skal holde sig rækkefølgen i implementeringen af planen for øje – og undgå uhensigtsmæssige og forhastede tiltag. Initiativerne skal implementeres ordentligt – gerne første gang – og med et langsigtet perspektiv, hvor vi afhjælper den stigende trængsel i byen og samtidigt forbedrer byens attraktionsniveau.

Samlet set glæder vi os over det store fokus på både at styrke mobilitet, øge sammenhængskraften, forbedre by- og luftkvaliteten og skubbe positivt på ift. den grønne omstilling. Vi bakker op om mobilitetsplanen og ser frem til fortsat at være en aktiv del af planens udmøntning.

Og vi håber på, at Grøn Mobilitetsplan kan få endelig, bred politiske opbakning, så de mange gode elementer i planen kan komme ud og leve til gavn for byens borgere, erhvervslivet og byens udvikling samlet set.


Erhverv Aarhus står naturligvis til rådighed for yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen

Poul Dalsgaard

Direktør, Erhverv Aarhus

+45 4030 0020 | pd@erhvervaarhus.dk

Om Erhverv Aarhus:

Erhverv Aarhus er en erhvervsforening, der arbejder for et attraktivt erhvervsklima for alle i Aarhusregionen. Vi er summen af alle vores 500 medlemmer på tværs af brancher og størrelser. Erhverv Aarhus har eksisteret siden 1862 og fungerer i dag som en uafhængig privatdrevet og medlemsfinansieret forening med fokus på erhvervspolitisk interessevaretagelse og et stærkt netværk mellem medlemsvirksomhederne.