Grøn Mobilitetsplan endeligt vedtaget
Aarhus Byråd har nu endeligt vedtaget Grøn Mobilitetsplan, som sætter en ambitiøs kurs for byens fremtidige mobilitet. Planen indeholder 52 konkrete initiativer, der bl.a. skal mindske trængslen i midtbyen og hjælpe med at gøre kommunen CO2-neutral i 2030.
Vi har fra starten bakket op om intentionerne i planen, da vi er bevidste om, at vi skal gøre noget for at komme den stigende trængsel i Aarhus til livs. Vi glæder os derfor over, at Grøn Mobilitetsplan nu endeligt er vedtaget, da det betyder, at kommunen nu også endeligt kan sætte i gang, og at der nu i højere grad er vished om årene, der kommer, så borgere såvel som virksomheder i Aarhus bedre kan planlægge fremad.
Vi har løbende været aktive i debatten om mobiliteten i og udviklingen af Aarhus – bl.a. i klummer, i høringssvar, via møder med relevante byrådspolitikere og embedsfolk og gennem interessevaretagelsesarbejde med hjælp fra eksperterne i vores udvalg for Byudvikling & Infrastruktur. Vi har aktivt bidraget til planens endelige udformning og er positive over for, at erhvervslivets input er blevet taget positivt imod og på flere områder også inddraget i planen.
Vi har især fremhævet vigtigheden af en balanceret implementering, hvor forbedringer i kollektiv trafik og cykelinfrastruktur går hånd i hånd med hensynet til erhvervslivets mobilitetsbehov. Vi er derfor glade for at se, at man bl.a. øger investeringerne i den kollektive transport og cykelinfrastrukturen, og at man senere i år igangsætter et park and ride-forsøg ved Klokhøjen, hvor man gratis kan parkere og dernæst tage gratis videre ind mod byen med Letbane eller bus.
Vi ser frem til at følge og løbende involvere os i implementeringen af Grøn Mobilitetsplan, hvor vi bl.a. fortsat vil presse på for, at man holder sig rækkefølgen for øje, og at initiativerne implementeres ordentligt – første gang – og med et langsigtet perspektiv, hvor vi afhjælper den stigende trængsel i byen og samtidigt forbedrer byens attraktionsniveau.