25. september 2024

Budgetforlig 2025-2028: Stramt erhvervsbudget i Aarhus de kommende år

Aftale om budgettet for Aarhus Kommune fra 2025-2028 blev i sidste uge indgået i et bredt forlig. Og selvom vi gerne havde set et større fokus på forholdene for det aarhusianske erhvervsliv, er det positivt at se, at flere af de områder, som Erhverv Aarhus over en længere periode har haft – og fortsat har – fokus på, opprioriteres i budgetforliget.

Erhvervspakke til gode initiativer

På den positive side er vi glade for at se, at byrådet som en del af erhvervspakken på 34,5 mio. kr. bl.a. vil understøtte erhvervsturismen og det aarhusianske iværksættermiljø – i særlig grad kvindelige og etniske iværksættere – samt udviklingen af stærke erhvervsklynger inden for bl.a. vand-, sundheds-, energi- og fødevareområdet, hvor Aarhus har en styrkeposition. Midlerne skal også understøtte udviklingen af et bredt uddannelsesmiljø i Aarhus med et særligt fokus på behovet for flere faglærte.

Endelig skal erhvervspakken tilgodese de aarhusianske virksomheders mulighed for at kunne rekruttere og fastholde international arbejdskraft via initiativerne i den kommende internationaliseringsstrategi. I denne forbindelse er det også positivt, at den internationale vuggestue permanentgøres, da det styrker Aarhus som en karrieredestination for internationale familier og internationale tilflyttere, der ønsker at stifte familie i byen. Omvendt er det afsatte beløb umiddelbart ikke tilstrækkeligt til at kunne dække de ambitiøse tiltag, så vi havde håbet, at den samlede økonomi i erhvervspakken havde været større.

Forslag til den nye internationaliseringsstrategi er pt. i høring, og sammen med virksomhederne og organisationerne i Executive Committee indsender vi naturligvis et høringssvar inden deadline den 4. oktober. Vi hører gerne fra jer medlemmer, hvis I har budskaber, vi bør tage med i overvejelserne. Læs mere om vores take på forslaget og tilgå høringsportalen her.

Arbejdskraft

Det er også glædeligt, at beskæftigelsesindsatsen for ledige med psykisk sårbarhed eller funktionsnedsættelser opprioriteres, så alle, der kan og vil ud på arbejdsmarkedet, også får mulighed for det. 

Vi havde imidlertid gerne set, at man havde anlagt et endnu bredere fokus ift. beskæftigelsesdagsordenen og i øvrigt også uddannelsesdagsordenen, så vi løfter indsatserne for alle, som står uden for arbejdsmarkedet og/eller uden uddannelse. Erhvervslivet har brug for kvalificeret og også specialiseret arbejdskraft, og vi skal have alle med fra perronen til gavn for både den enkelte og samfundet.

Den kollektive transport

Vi vil også gerne kvittere for, at man vil investere i den kollektive transport og styrke stabiliteten og frekvensen, som det også blev meldt ud i mobilitetsplanen for nyligt. Begge dele positivt og noget, vi længe har advokeret for – og så er det også en bidende nødvendighed, at den kollektive transport opprioriteres i takt med, at det bliver vanskeligere at være bilist i byen.

Ift. den kollektive transport bemærkes det dog, at BRT-løsningen på Ringvejen ikke realiseres som aftalt jf. mobilitetsplanen, da puljen til BRT (bus rapid transit) på 300 mio. kr. reduceres til 150 mio. kr. I stedet styrkes busruterne 3A, 4A og 6A, mens Ringvejen udvides med et tredje spor til de almindelige busser på dele af strækningen.

Vi mener generelt, at det er uholdbart, at de beslutninger, der træffes, kun gælder indtil, der træffes en ny. Vi har derfor øjnene rettet mod Ringgaden for at se, om løsningen med flere almindelige busser på strækningen er tilstrækkelig og holdbar. Hvis ikke, så opfordrer vi til at sætte gang i etableringen af en BRT-løsning eller en anden transportløsning, som hurtigst muligt kan være med til at afhjælpe trængselsudfordringerne i Aarhus.

Kultur er også erhverv

Med tanke på den nye undersøgelse fra Silverlining Research, der viser den store økonomiske og menneskelige gevinst, som kulturlivet bidrager med til aarhusianerne og kommunen, så er det bl.a. nedslående at se, at netop kulturlivet ikke for alvor opprioriteres i budgetforliget. Det afsættes midler til erhvervsturismen (1 mio. kr. årligt fra erhvervspakken på 34,5 mio. kr. og derudover 3 mio. kr. i 2025), og der tilføres 15 mio. kr. til en eventpulje.

Vi havde gerne set et større fokus på at booste Aarhus’ kulturliv, da det jf. undersøgelsen giver et positivt afkast og samtidigt styrker byens attraktionsniveau – både over for gæster, men også ift. at tiltrække nye borgere til kommunen og dermed mere arbejdskraft til de aarhusianske virksomheder. Vi er dog bevidste om, at et budgetforlig som dette også handler om at få de midler, der nu engang er til rådighed, til at slå til. 

Vi glæder os imidlertid over, at man prioriterer udviklingen af Aarhus midtby og afsætter 1 mio. kr. til visionsarbejdet for fremtidens midtby. Arbejdet er allerede i gang: Der er nedsat en arbejdsgruppe, som Erhverv Aarhus er en del af – og vi ser frem til at bidrage med vores perspektiver for Aarhus midtby på vegne af det brede erhvervsliv. Du kan læse nogle af vores tanker for fremtidens midtby – som bl.a. vedrører et større fokus på oplevelser og kultur – i en nylig klumme i Jyllands-Posten fra Erhverv Aarhus’ direktør Poul Dalsgaard. Tilgå klummen her.

Summa summarum

I vores optik er alle ovennævnte dagsordener vigtige, og de skal prioriteres, så Aarhus og erhvervslivet fortsat udvikler sig. Vi har alle en interesse i, at erhvervsvilkårene er gode. Når det går godt ude i virksomhederne, og når erhvervslivet samlet set har de bedst mulige betingelser for at skabe udvikling og flere arbejdspladser, så har byen og aarhusianerne det også godt.

Til sidst ligger det os også på sinde at få med, at vi på vegne af det aarhusianske erhvervsliv er ærgerlige over, at det ikke i denne omgang lykkedes at få sænket promillen på dækningsafgiften (særskat på erhvervsejendomme) og udjævne den over flere år for derved at lette likviditetspresset på virksomhederne det kommende år. Vi ser dog fortrøstningsfuldt frem til det videre arbejde på vegne af erhvervslivet for at få rykket på forholdene ift. dækningsafgiften.

Se budgettet 2025-2028 for Aarhus Kommune her