GATE: Afslutningsmøde på mentorforløb 5
Den 20. december afholder vi afslutningsmøde på GATE's mentorforløb 5. Mentorforløbet er en del af beskæftigelsesprojektet GATE, hvor vi i samarbejde med Jobcenter Aarhus arbejder målrettet på at forbinde ledige akademikere i Aarhus med det aarhusianske erhvervsliv med henblik på at hjælpe førstnævnte tættere på et job.
Mentorforløbene varer tre måneder, hvor mentor og mentee cirka ugentligt mødes for at snakke om alt fra personlig udvikling til mere konkrete jobsøgningsstrategier - eller hvad mentor og mentee i fællesskab finder interessant at snakke om i forhold til at forbedre mentees mulighed for at lande et job. Det kunne f.eks. være virksomhedspraktikker som en "genvej" til at få en fod inden for på arbejdsmarkedet.
Udover mentor og mentees en-til-en-møder, hvis ramme og form er helt op til mentor og mentee selv at fastsætte, så afholder Erhverv Aarhus tre fællesmøder for hvert mentorforløb, hvor vi inviterer alle mentorer og mentees: Et kick-off-møde, et midtvejsmøde og til sidst et afslutningsmøde. Og det er netop afslutningsmødet for mentorforløb 5 vi denne gang er nået til.
Afslutningsmødet afholdes denne gang i Væksthuset på Salling Rooftop med udsigt udover strøgets fine julebelysning.
Programmet for mødet er:
- Velkomst v. Erhverv Aarhus
- 'Hvordan arbejder vi med talent pipeline hos Danske Commodities?' - indlæg v. Clara Danmand Haahr, Talent Attraction Specialist hos Danske Commodities.
- Evaluering/erfaringsudveksling samt fællesspisning
- Afrunding og tak for denne gang!
Arrangementet er som nævnt kun for mentorer og mentees - men hvis ovennævnte lyder spændende, så kan du melde dig som mentor til mentorforløb 6, som igangsættes allerede i januar 2023.
Har du spørgsmål, eller ønsker du at melde dig som mentor, kontakt da projektleder for GATE, Benjamin Andersen, på ba@erhvervaarhus.dk. Du kan også læse mere om GATE og mentorforløbet her.