Ny arbejdsplads i et nyt land
At starte på en ny arbejdsplads kan være sin sag. Nye omgivelser, nye kollegaer, nye opgaver, ny kultur – og så meget andet nyt. Forestil dig så, at du begynder på en ny arbejdsplads i et andet land. Der er meget at forholde sig til som international medarbejder på en dansk arbejdsplads, men en god forberedelse sikrer den gode start og det langvarige samarbejde.
Vær opmærksom på kultur- og sprogforskelle fra start
Dansk arbejdspladskultur er kendetegnet ved et fladt ledelseshierarki og en høj grad af autonomi. Det kan kræve tilvænning og en hjælpende hånd, hvis man kommer fra et land med en anden kultur. Drøft derfor på forhånd forskellene mellem medarbejderens forrige arbejdsplads og arbejdspladskulturen hos jer. På den måde kan I komme potentielle misforståelser i forkøbet og sikre en god og tryg opstart.
Hvordan I håndterer sprogforskellen, bør I også have drøftet før opstart. Kan medarbejderen begå sig fagligt og ikke mindst socialt på engelsk? Og har I en forventning om, at medarbejderen starter til danskundervisning? De fleste danskere er gode til at tale engelsk, men for nogle kan det stadig føles usikkert og kræve tilvænning. Det gavner den internationale medarbejderes kulturforståelse at kunne føre en uformel samtale ved kaffemaskinen på dansk, men omvendt risikerer I, at viden går tabt, hvis faglige samtaler føres på dansk. Der findes ikke én rigtig løsning, men overvej grundigt, hvordan din virksomhed vil imødekomme kultur- og sprogforskelle – og se diversitet som en mulighed for nytænkning i din virksomhed.
Giv jeres expat en kollega-ven
Én ting er at starte på en ny arbejdsplads, en anden ting er at flytte væk fra hele sit sociale netværk. Det kan derfor være en stor hjælp for den nye internationale medarbejder, hvis vedkommende får tilknyttet en kollega som hjælpemakker den første tid. Hjælpemakkeren kan hjælpe med opstarten og de praktiske samt sociale forhold på arbejdspladsen, så jeres nye kollega føler sig taget godt imod og som en del af fællesskabet.
Husk den medfølgende partner og familie
Livet leves også uden for arbejdspladsen. En af de vigtigste faktorer, når en international medarbejder skal falde til i Danmark, er, at medarbejderens familie og ægtefælle også trives. Hjælp derfor jeres nye internationale kollega med at falde godt til, ved bl.a. at henvise til de mange sociale tilbud for expats, der findes i Aarhus og omegn.
International Community arrangerer en bred vifte af aktiviteter målrettet både familier og børn, og matcher desuden nytilkomne expats med lokale sportsklubber og foreninger. Aarhus International School har fremragende skolemuligheder for internationale elever, og hos International Employment Unit kan en medfølgende partner eller ægtefælle få hjælp til at kickstarte jobsøgningen i Danmark.
Som ny borger i Danmark kan det være en stor mundfuld både at skulle starte på en ny arbejdsplads og samtidig opbygge et socialt netværk. Hjælp derfor jeres nye internationale kollega. Sørg for, at der på arbejdspladsen er tid til andet end faglig snak, invitér vedkommende hjem og introducer personen til lokalområdet.
Den gode start er vejen til et langvarigt samarbejde
Du skal være godt forberedt, når du tager imod din nye internationale medarbejder. Den gode start er afgørende for, at jeres samarbejde bliver godt og langvarigt. Brug de tilbud der eksisterer til både dig som virksomhed og til jeres nye kollega. Der er mange fordele forbundet med internationale medarbejdere og en god forberedelse og onboarding kan bane vejen for et solidt og frugtbart samarbejde mellem jer.