Risskov Teknik & Solar

Lokal virksomhed: God onboarding og kulturforståelse er afgørende for succes med internationale medarbejdere

Hvis man vil have succes med at rekruttere internationale medarbejdere, skal det være drevet af et strategisk valg. Sådan siger stifter og partner af Risskov Teknik og Solar, Maria del Carmen Riccio-Kjærgaard – også kaldet Mary.

Risskov Teknik & Solar, en mindre virksomhed med 12 medarbejdere, har gjort det til en mærkesag at arbejde målrettet og strategisk med at rekruttere internationale medarbejdere. På trods af virksomhedens beskedne størrelse har de opnået bemærkelsesværdig succes ved at fokusere på god ledelse og en klar plan.

“Det handler ikke om, hvorvidt kandidaten er dansk eller international – det handler om, hvilke kompetencer vi har brug for. Hvis vi ønsker at skabe vækst og innovation, kan vi ikke begrænse vores søgning,” fortæller Mary.

For Risskov Teknik og Solar handler rekruttering om at kigge på virksomhedens langsigtede behov. Det indebærer at være åben for at ansætte udenlandske medarbejdere og være opmærksom på, at dette kræver både investeringer og en gennemtænkt strategi.

Rekruttering starter med et åbent sind

En af de vigtigste erfaringer, virksomheden har gjort sig, er nødvendigheden af at udvide horisonten.

“Hvis man skriver et stillingsopslag på dansk, begrænser man automatisk sin kandidatpulje. Ved at skrive opslaget på engelsk når vi ud til en langt større talentmasse,” forklarer Mary.

Men hvis man skal lykkes, handler det ikke om kun om rekruttering og adgang til kompetencer, men også om at have en god virksomhedskultur med blik for individet. Mary påpeger, at det kræver et åbent sind og viljen til at acceptere og forstå kulturelle forskelle for at skabe succes.

“Forskelle vil altid være der, og det er vigtigt at være empatisk og se mennesket bag. Vi skal forstå, at det, som én kultur ser som høfligt, kan opfattes anderledes i en anden. Det kræver en bevidst indsats at balancere disse forskelle.”

For virksomheden har det også været afgørende at være ærlige om, hvordan den danske arbejdskultur kan adskille sig fra andres, allerede i interviewprocessen. Denne åbenhed skaber de bedste forudsætninger for en god start og minimerer risikoen for misforståelser, mener Mary.

God onboarding er nøglen til integration

Når en ny medarbejder starter, bliver vedkommende budt velkommen med morgenmad, og alle kollegaer tager ansvar for at arrangere individuelle møder for at præsentere sig selv og deres arbejde. Efter en måned holder den nye medarbejder en præsentation om sin rolle og sine bidrag til virksomheden.

“Denne onboarding-proces sikrer ikke kun, at den nye medarbejder hurtigt bliver en del af teamet – den giver også plads til at diskutere og navigere kulturelle forskelle i en tryg ramme,” fortæller Mary.

Virksomhedsejeren er dog bevidst om, at integration ikke kun sker på arbejdspladsen.

“Vi har oplevet, at det sociale liv uden for arbejdet kan være afgørende for, om en medarbejder bliver i Danmark. Derfor gør vi en indsats for at støtte deres trivsel uden for kontoret,” fortæller Mary.

Hun påpeger samtidig, at, det kræver mod at blande sig i medarbejdernes privatliv, men hos Risskov Teknik ser de det som en investering i langvarig succes.

Samtidig er de bevidst om, at sprog spiller en rolle: “Hvis vores internationale medarbejdere ønsker at lære dansk, vil vi gerne understøtte det. At tale dansk i hyggelige sammenhænge kan gøre læringsprocessen nemmere og hjælpe med at bygge sociale netværk,” fortæller Mary.

Samtidig understreger virksomheden, at det er vigtigt at finde balancen mellem forskellige kulturer. Ved at blande den danske arbejdskultur med et internationalt mindset har Risskov Teknik skabt en inkluderende virksomhedskultur, der understøtter diversitet og innovation.

En investering med klare gevinster

Men at rekruttere internationale medarbejdere, særligt fra udlandet, er ikke uden udfordringer. “For mindre virksomheder kan det være dyrt og tidskrævende at ansætte fra udlandet. Derfor er det vigtigt, at man har en strategi og ved præcis, hvilke kompetencer man leder efter. Det er ikke en beslutning, der bør tages på baggrund af et øjeblikkeligt behov, men en del af en langsigtet plan,” siger Mary.

Hos Risskov Teknik er erfaringen, at det hårde arbejde betaler sig. Internationale medarbejdere har ikke blot bragt nye kompetencer og perspektiver, men også styrket virksomhedens samlede kultur.

“Det er fantastisk at se folk lykkes og vokse i deres roller. Det kræver en indsats, men det er det hele værd,” afslutter Mary.

Fakta om virksomheden:

Risskov Teknik og Solar er specialister inden for solceller og grøn energiteknologi, og hjælper både private kunder og virksomheder.

Antal medarbejdere: 12