Udgivet oktober 2023

Efter- og videreuddannelse er en investering i medarbejdernes kompetencer og virksomhedens fremtid

For at en virksomhed forbliver konkurrencedygtig forudsætter det, at også medarbejdernes kompetencer følger med tiden. Det er derfor vigtigt, at virksomhedsledere har fokus på kontinuerligt at udvikle sine medarbejderes kompetencer og færdigheder.

Michael Stubbe, HR Vice President hos Kamstrup, og Nina Smith, professor i nationaløkonomi ved Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen, fremhæver begge efter- og videreuddannelse som et vigtigt redskab til kompetenceudvikling og styrket konkurrenceevne.

Medarbejderudvikling styrker konkurrenceevnen

”Kvalitet, hastighed og pris er det, vi kan gå ud på markederne og konkurrere på. Derfor skal vi være bedre og dygtigere end vores konkurrenter, for pris er svært at konkurrere på som dansk virksomhed,” siger Michael Stubbe.

Michael Stubbe fremhæver vigtigheden af at have kompetente og dygtige medarbejdere som en del af Kamstrups strategi på det globale marked for intelligente måleløsninger. I kundernes beslutningsproces bliver der lagt vægt på netop kvalitet, hastighed og pris, men som Michael Stubbe påpeger, så kan pris være vanskelig at konkurrere på for en dansk virksomhed på global skala. Det er derfor i stedet vigtigt for virksomheder at investere i at være "bedre og dygtigere", som Michael Stubbe formulerer det. Dette indebærer konstant at stræbe efter forbedringer, innovation og udvikling.

Efter- og videreuddannelse spiller en central rolle i denne proces. Ved at give medarbejderne nye færdigheder og viden, kan virksomheden differentiere sig fra konkurrenterne og skabe en konkurrencefordel.

"Vi har enormt dygtige medarbejdere, som vi løbende understøtter med kompetenceudvikling. Vi forsøger hele tiden at tilføre nye kompetencer, både fordi det er nødvendigt for at følge med tiden, men også fordi det er det samfundsmæssige rigtige at gøre. Vi tager hånd om vores medarbejdere og sørger for at udvikle dem, så de er relevante for os og relevante for arbejdsmarkedet," udtaler Michael Stubbe.

Den tilgang som Kamstrup har til medarbejdernes udvikling er, at kompetenceudvikling ikke kun handler om virksomhedens behov, men også om at opfylde medarbejdernes individuelle potentiale.

Behov for en ny tilgang til efter- og videreuddannelse

Nina Smith, professor i nationaløkonomi på Aarhus Universitet og formand for Reformkommissionen, fremhæver et afgørende punkt om Danmarks uddannelseslandskab.

"Danmark har investeret meget i uddannelse i borgernes unge år. Efter 30-årsalderen er det derimod ganske lidt offentligt betalt uddannelse, man tilegner sig. Det er ærgerligt, for vi har alle behov for at opdatere vores kompetencer løbende og det har stor betydning for vores erhvervslivs udvikling og konkurrenceevne. Heldigvis er der også meget efteruddannelse, som virksomhederne finansierer. Men den del af efteruddannelsen findes der ikke ret megen viden om,” siger Nina Smith.

Nina Smith fremhæver også, at det er inkonsistent, at dem som har længst uddannelse også efterspørger mest efter- og videreuddannelse, mens for eksempel ufaglærte ikke efterspørger det nok, til trods for at kompetenceudvikling har en positiv effekt på både beskæftigelse og lønninger.

To barrierer i forhold til at benytte efter- og videreuddannelse er, at det kan være omkostningstungt og svært at finde rundt i det store antal kurser og uddannelser. Der findes for eksempel over 3000 AMU-kurser.

”Vi har som udgangspunkt et godt system til efter- og videreuddannelse, men det er paradoksalt, at uddannelse i ungdomsårene er gratis. Hvis man vil holde sine kompetencer opdateret i en hastigt omskiftende verden, så bliver man mødt med en betalingsmur,” siger Nina Smith.

Gratis efter- og videreuddannelse og et nyt digitalt overblik over kurser og uddannelser er blandt de anbefalinger, som Reformkommissionen med Nina Smith som formand har præsenteret med henblik på at bidrage til fortsat høj produktivitet og høj velstand i fremtiden.

”Ungdomsuddannelse og universitetsuddannelser skal ses som en startpakke, som man efter behov kan og bør bygge ovenpå gennem hele livet. Man skal huske, at kompetenceudvikling er en investering i såvel medarbejdernes og virksomhedens udvikling. Det er ikke det værste, man kan investere i,” siger Nina Smith.

Til en start kan man undersøge, om der findes puljer eller omstillingsfonde man kan søge for økonomisk støtte. Og så har alle uddannelsesinstitutioner vejledere, som hellere end gerne hjælper med at identificere de rigtige muligheder for din virksomhed.

Opbyg en kultur for efter- og videreuddannelse

Efter- og videreuddannelse giver virksomhederne mulighed for løbende at få tilført nye kompetencer til erfarne medarbejdere og dermed styrke sin konkurrenceevne, uanset om virksomheden arbejder med produktion, service eller et liberalt erhverv.

Det kan også have en positiv effekt på tiltrækning og fastholdelse af medarbejdere, når man har efter- og videreuddannelse som et højt prioriteret område i virksomheden.

Michael Stubbe påpeger vigtigheden af at investere i medarbejdernes kompetencer til både virksomheden og medarbejdernes fordel. Dette bekræfter, at efter- og videreuddannelse ikke kun styrker virksomhedens konkurrenceevne, men også fremmer medarbejdernes karriereudvikling og jobtilfredshed. Ydermere understreger Nina Smith vigtigheden af livslang læring, hvor ungdomsuddannelser skal ses som en grundsten, man bygger ovenpå efter behov og i takt med udviklingen i teknologi og nye arbejdspladskrav.

Efter- og videreuddannelse er et væsentligt område for virksomhedsledere at investere i. Både for virksomhed, medarbejdere og samfund. At opbygge en kultur for efter- og videreuddannelse tager tid, ikke mindst for virksomheder uden en HR-afdeling. Det kan dog vise sig at være en af virksomhedens bedste investeringer.

Her er fire gode råd, du kan tage med dig:

Arbejd strategisk med kompetenceudvikling
Brug det til at sikre virksomheden de nødvendige kompetencer og som et element til fastholdelse af medarbejdere.

Hjælp dine medarbejdere i gang med efter- og videreuddannelse
Dem der får mindst uddannelse tidligt i livet, er oftest også dem der får mindst uddannelse senere i livet.


Understøt dine medarbejdere i processen
Lav en kompetenceanalyse og før samtaler med dine medarbejdere. Brug uddannelsesinstitutionernes vejledere, når den rette uddannelse skal identificeres og medarbejdere motiveres.

Afsæt tid til efter- og videreuddannelse
Det kan være svært at finde tid til efter- og videreuddannelse. Planlæg derfor fremad og sørg for at perioder med uddannelse placeres, hvor der er mindst travlhed i virksomheden.