28. juni 2021

Transportaftale afspejler lokal kraftpræstation og fornemt politisk håndværk

Der er tale om en lokal kraftpræstation uden fortilfælde,” mener Erhverv Aarhus’ bestyrelsesformand Terje Vammen om Regeringens udspil til fremtidens infrastruktur. Særligt udsigten til udvidelser på E45 og ikke mindst etableringen af Marselistunnelen får Erhverv Aarhus til at ånde lettet op på vegne af erhvervslivet.

Erhverv Aarhus er blandt de erhvervsorganisationer som længe har kæmpet for udvidelsen af E45 og etableringen af Marselistunnelen.

Alle seriøse kræfter her i området har længe arbejdet mod et fælles mål og nu foreligger resultatet endelig. Den bred aftale aftvinger respekt og sætter endeligt punktum for debatten vedr. E45 og Marselistunnelen – men også fremtiden for den kollektive trafik i Aarhus,” mener Erhverv Aarhus’ bestyrelsesformand Terje Vammen.

Erhverv Aarhus opfordrer nu til lokal borgfred fra alle partier og opbakning til transportaftalen.

Kampen er slut og heldigvis står vi med et stærkt resultat, som kommer erhvervslivet til gode. Samtlige partier på Christiansborg har talt og fordelt sol og vind lige inden for transportområdet. Nu handler det om at komme i gang med arbejdet,” siger Erhverv Aarhus’ direktør Marc Perera Christensen og fortsætter:

Erhverv Aarhus har i årevis italesat behovet for udvidelserne på E45 og etableringen af Marselistunnelen – og særligt intenst de sidste 3-4 måneder. Overordnet er vi meget tilfredse trods manglen på det sidste stykke motorvej til Randers. Det er på sin plads at rette en tak til Socialdemokraterne, Venstre og Konservative samt øvrige aftaleparter, som har været fundamentet for den stærke aftale,” siger Marc Perera Christensen.

Fakta:

Erhverv Aarhus er med i den politiske aftale fra 2011 med Socialdemokratiet, Venstre og Konservative i Aarhus Byråd og LO, DI og Aarhus Håndværkerforening om at allokere erhvervslivets dækningsafgift til Marselistunnelen og arbejde for statslig medfinansiering.

Erhverv Aarhus er en uafhængig erhvervsorganisation, der arbejder for et attraktivt erhvervsklima i Aarhusregionen og repræsenterer 600 virksomheder med mere end 110.000 arbejdspladser. Foreningen har eksisteret siden 1862 og fungerer i dag som en uafhængig privatdrevet forening med erhvervspolitisk interessevaretagelse og et stærkt netværk mellem medlemsvirksomhederne.