Stærke internationale indsatser samles hos Erhverv Aarhus
Pressemeddelelse: Østjysk erhvervsliv skal have nemmere ved at tiltrække arbejdskraft – og i særdeleshed dygtige medarbejdere fra udlandet. Erhverv Aarhus og Business Region Aarhus samler deres respektive indsatser i Erhverv Aarhus med netop det formål.
Erhverv Aarhus og deres internationale netværk, International Community, og Business Region Aarhus´ talenttiltræknings-team, som blandt andet er kendt fra HEADSTART-initiativet, har i en årrække været synonym med indsatsen vedrørende tiltrækning og fastholdelse af international arbejdskraft i Aarhusregionen. Nu samles kræfterne i Erhverv Aarhus, så østjyske virksomheder har en samlet indgang til aktiviteter målrettet både interne ressourcer og medarbejdere fra udlandet.
”Vi er enormt stolte af, at Business Region Aarhus inkl. borgmestre og stadsdirektører har peget på os til at overtage talenttiltrækningsområdet. Teamet hos Business Region Aarhus har i en årrække markeret sig som en vigtig aktør for de virksomheder, der ønsker at rekruttere internationale medarbejdere. Med sammenlægningen forstærker vi indsatsen til fordel for erhvervslivet og bliver den naturlige samarbejdspartner for alle, der har fokus på udenlandsk arbejdskraft – eller ønsker at få det i fremtiden”, siger Erhverv Aarhus’ direktør Poul Dalsgaard.
Lokal forankring med afsæt i best practice
Også leder af talenttiltræknings-teamet fra Business Region Aarhus Helle Bastrup ser frem til at blive tilknyttet en erhvervsorganisation med tæt forbindelse til erhvervslivet.
”Vi glæder os til at udfolde vores mange aktiviteter og komme endnu tættere på de mange virksomheder, som allerede er i gang, eller ønsker at komme i gang med at rekruttere internationalt. Vi fastholder vores fokus på alle 12 kommuner i Business Region Aarhus og samarbejder i øvrigt med markante aktører landet over, så vi kan udfolde best practice her i området”, siger Helle Bastrup.
Daniela Trifiletti, Head of Internationalization hos Erhverv Aarhus og dermed ansvarlig for foreningens internationale aktiviteter i International Community, ser også frem til at forene indsatsen.
”Først og fremmest skal vi kvittere for, at virksomhederne i vores Executive Committee, har bakket op om indsatsen i International Community gennem rigtig mange år. De er direkte årsag til, at vi med sammenlægningen nu står som områdets vigtigste aktør for de virksomheder, der har behov for international arbejdskraft. Vi glæder os til at kunne tilbyde et endnu stærkere udvalg af services og til at gå i dialog med virksomheder i alle størrelser om, hvordan vi kan efterleve deres behov”, siger Daniela Trifiletti.
Vestas, Grundfos, IFF, Aarhus Universitet, Aarhus Kommune, VisitAarhus og Erhverv Aarhus er en del af International Communitys Executive Committee i dag.
Bred politisk opbakning
Aftalen om sammenlægningen får opbakning fra alle kommunerne i Business Region Aarhus, og Aarhus Kommune har i særdeleshed bakket op om at få aftalen i stand.
”Erhvervslivets behov for arbejdskraft er velkendt, og et af de vigtigste greb er derfor at gøre det endnu nemmere for erhvervslivet at hente de dygtige hænder og hoveder fra udlandet. Erhverv Aarhus har med International Community været en vigtig aktør i mange år, og det samme har talenttiltræknings-teamet hos Business Region Aarhus, så derfor er vi glade for at byens erhvervsliv nu får en stærk indgang til alt, der vedrører international arbejdskraft”, siger Aarhus Kommunes stadsdirektør Martin Østergaard.
Talenttiltræknings-teamet fra Business Region Aarhus og Erhverv Aarhus/International Community er blandt andet involveret i det landsdækkende projekt ”Kompetencer til et grønt Danmark” med fokus på at hente talenter til Danmark samt rådgive og udruste virksomheder de næste 3 år.
Om Erhverv Aarhus:
Erhverv Aarhus er en privat erhvervsorganisation, der arbejder for et attraktivt erhvervsklima i Aarhusregionen på vegne af 500 medlemmer.
Fakta om de internationale indsatser:
International Community arbejder f.eks. på at:
- Erhvervspolitisk påvirkning af rammebetingelser for virksomheder, der ønsker at tiltrække og fastholde international arbejdskraft
- Aktiviteter målrettet medlemsvirksomheder, der ønsker at forbedre deres rekruttering, onboarding og fastholdelse af international arbejdskraft
- Sikre at de internationale medarbejdere og deres medfølgende familier kan deltage i et bredt udbud af arrangementer, aktiviteter og services
Talenttiltræknings-teamet tilbyder f.eks.:
- Hjælp med at tiltrække arbejdskraft, fx gennem Headstart karriereportalen.
- Hjælp med at tage godt imod internationale medarbejdere, så flere falder godt til i Østjylland.
- Hjælp til at komme i gang med et ambassadørkorps, så virksomheder i højere grad kan bruge deres egne medarbejdere i virksomhedsbranding.
Kontakt:
Poul Dalsgaard, direktør, Erhverv Aarhus: tlf. 4030 0020
Helle Bastrup, Project Manager & Team Manager, Erhverv Aarhus: tlf. 4185 8033
Daniela Trifiletti, head of Internationalization, Erhverv Aarhus: tlf. 4248 5787