Nye restriktioner og nedlukninger skaber behov for hjælpepakker

Noget af det, vi fra politisk hold fik fortalt under første COVID-19-bølge, var, at vi skulle lære hen ad vejen; at COVID-19-håndteringen ville blive en læringsproces, i og med vi dengang ikke før havde stået i en sammenlignelig situation. Derfor havde vi i sagens natur ingen erfaring med en sådan krisesituation. 

Dengang udviste vi en del forståelse for denne fremgangsmåde. Nu står vi imidlertid i en lignende situation, og udefra set virker det aparte, at vi ikke ”blot” kan trykke copy-paste med hensyn til løsningerne og hjælpepakkerne, som erfaringsmæssigt virkede i første omgang. Derudover stiller vi os spørgende overfor det forhold, at man ikke denne gang har været mere fremsynede og rettidigt forhandlet hjælpepakker til erhvervslivet på plads, inden man på ny indførte restriktioner og derved lukkede dele af samfundet ned.

Vi skal naturligvis tage situationen alvorligt. Men vi havde i stedet for denne pludselige delvise nedlukning foretrukket, at man snarere øgede testkapaciteten, således det blev praktisk nemmere at blive testet; at man intensiverede brugen af coronapasset; og at man i endnu højere grad forsøgte at fremskubbe 3. vaccinestik. På den måde kan samfundet i højere grad forblive åbent, og behovet for hjælpepakker ville således være mindre presserende. Samtidigt ville dette medvirke til, at vi hurtigere arbejdede os henimod en virkelighed, hvor vi har lært at leve med COVID-19 blot som en parentes i vores hverdag.

Men nu er situationen uheldigvis sådan, at dele af samfundet bliver lukket (delvist) ned, hvilket betyder, at erhvervslivet igen rammes hårdt – særligt de dele af erhvervslivet, for hvem julen er højsæson. Derfor skal der en hurtig løsning på plads med hensyn til hjælpepakkerne, så erhvervslivet, som for mange virksomheders tilfælde allerede er hårdt spændt for, får vished om deres fremtid og en smule ro i maven. 

Erfaringerne med hjælpepakker viser desuden, at kompensationsordninger til erhvervslivet virker positivt, ser vi fx på antallet af konkurser det sidste års tid. Understøttes erhvervslivet ikke hurtigt og i tilstrækkelig grad denne gang, risikerer vi flere konkurser og midlertidige nedlukninger, hvilket da betyder, at mange af de kompensationsmidler, som erhvervslivet sidste gang blev understøttet med, går tabt. 

Med hensyn til kompensationsordningerne til erhvervslivet skal der ligeledes lyde en klar appel om, at grænsen for, hvornår man kan ansøge om kompensation i forbindelse med de endnu ikke vedtagne hjælpepakker, skal sænkes betydeligt. 45% nedgang i omsætningen, som regeringen pt. forslår, er slet og ret for højt. Det kan ikke passe, at man skal gå nærmest halv-fallit, før man kan ansøge om hjælp. Kan man først få hjælp, når det står så skidt til, at omsætningen er faldet med 45%, bliver det velsagtens endnu vanskeligere, givetvis også dyrere, at hjælpe disse virksomheder oven vande igen.

Derudover og meget apropos den politiske ordbrug i forbindelse med COVID-19-håndteringen, skal der herfra lyde en opfordring til, at vi husker, at lige netop opfordringer og anbefalinger fra politisk hold ikke er påbud. Vi må ikke blive overforsigtige; vi skal bruge vores sunde fornuft og ellers følge de restriktioner, som er udstukket. Disse opfordringer udgør en ubehagelig limbo for erhvervslivet, da det kan være vanskeligt for erhvervslivet såvel som borgerne at navigere i. Flere virksomheder i restaurationsbranchen og indenfor oplevelsesøkonomien melder allerede om aflysninger på baggrund af de politiske opfordringer. Det rammer både de direkte berørte virksomheder, men også deres underleverandører. 

Vi håber derfor på en snarlig og fair aftale om kompensation til erhvervslivet og allerhelst med tilbagevirkende kraft – det er bidende nødvendigt for erhvervslivet; endnu vigtigere for samfundet.

Vi følger udviklingen, og hører gerne fra jer, hvis I har input til denne agenda, således vi kan skabe politisk opmærksomhed med afsæt i jeres erfaringer og behov.