E45 og Rute 26 skal udvides – men der er stadig plads til forbedringer
Regeringen har med infrastrukturplanen "Danmark fremad" afsat godt 160 mia. kroner til at forbedre landets infrastruktur frem mod 2035. Som en del af planen udvides bl.a. motorvejsstrækningen mellem Aarhus S og Aarhus N fra fire til seks spor.
”Vi håber, at de østjyske folketingsmedlemmer og de transportordførere, vi har været i dialog med, bredt kan se et perspektiv i at styrke sammenhængskraften, og det handler også om udvidelsen op mod Randers, fordi det østjyske bybånd opererer fra Vejle til Randers.”
Sådan udtaler Erhverv Aarhus' direktør Marc Perera Christensen til i JP Aarhus vedrørende planerne med E45 i regeringens infrastrukturplan. Der er som udgangspunkt afsat godt 6,5 milliarder kroner til at forbedre E45 mellem Kolding og Randers S.
Erhverv Aarhus mener, at det grundlæggende er positivt, at der nu bliver lagt op til at forbedre de trafikale forhold på E45. Ligeledes er vi også glade for, at Rute 26 mellem Viborg og Aarhus nu udvides til motortrafikvej, hvilket vi længe har efterspurgt. Dog ser vi gerne, at motorvejsudvidelsen fra fire til seks spor også kommer til at gælde strækningen mellem Aarhus N og Randers S. Det er også vores forhåbning, at en forlængelse af Djurslandsmotorvejen vil kunne realiseres med infrastrukturplanen, så vi for alvor kan sikre sammenhængskraften i Aarhusregionen og komme de trafikale problemer til livs.
Erhverv Aarhus kigger nærmere på infrastrukturplanen i nærmeste fremtid og adresserer efterfølgende eventuelle udfordringer til de rette beslutningstagere.