1. juli 2021

Business Park Skejby bliver en del af Erhverv Aarhus fra 1. januar 2022

Erhvervslivet i Skejby har med Business Park Skejby haft sin egen lokale erhvervsforening siden 2013. Fra 1. januar 2022 bliver Business Park Skejby en del af Erhverv Aarhus til gavn for erhvervslivet både i og uden for Skejby.

Aarhus’ største erhvervsområde, Skejby, har udviklet sig hastigt over de seneste år og rummer i dag både domiciler, kontorhuse, hoteller, uddannelsesinstitutioner, offentlige organisationer og Danmarks største hospital. Udviklingen fra nybyggerkvarter til fuldt udbygget erhvervsområde er blevet understøttet af foreningen Business Park Skejby. Foreningen har afholdt faglige arrangementer og lavet netværk, afholdt sociale arrangementer som sportsdage og markedsdage, og ikke mindst øvet interessevaretagelse på vegne af områdets erhvervsliv særligt i forhold til trafikken.

Udvikling kræver nytænkning af erhvervssamarbejdet

Områdets hastige udbygning og den forestående byudvikling med boliger og dagligvarebutikker langs Olof Palmes Allé betyder, at området i stigende grad anses som et bynært erhvervsområde og som en naturlig forlængelse af Aarhus. Det vil Business Park Skejbys bestyrelse gerne afspejle i den måde, foreningen arbejder med områdets erhvervsudvikling.

Erhvervsområdet i Skejby er ikke længere en isoleret matrikel på kanten af Aarhus. Det er et bynært erhvervsområde med et stort antal driftige virksomheder og organisationer. Området fremtidige karakter betyder, at vi skal nytænke erhvervssamarbejdet herude. Vi er glade for den sammenhængskraft, vi har skabt i Skejby over årene, og ser frem til at give erhvervslivet i Skejby endnu flere aktiviteter og muligheder for netværk, og ikke mindst en stærkere erhvervspolitisk position,” siger Erik Møberg, Senior Director i Rambøll Management Consulting og bestyrelsesformand i Business Park Skejby.

I forbindelse med sammenlægningen af Business Park Skejby og Erhverv Aarhus bliver der etableret et Advisory Board for Business Park Skejby i Erhverv Aarhus. I Erhverv Aarhus glæder man sig over initiativet fra Business Park Skejby, som man i forvejen har samarbejdet med igennem flere år.

Erhvervsområdet i Skejby er særdeles interessant, da det rummer en stor mængde virksomheder og organisationer, der er førende på deres forretningsområder. Områdets vækst betyder også, at der i høj grad er behov for stærk erhvervspolitisk interessevaretagelse i forhold til områdets infrastruktur og mobilitet,” siger Terje Vammen, direktør i Silverbullet Research og bestyrelsesformand i Erhverv Aarhus.

Ambition om centrum for partnerskaber, innovation og erhvervsudvikling

For Business Park Skejby vil der fortsat være fokus på faglige og sociale aktiviteter, og ikke mindst trafikal interessevaretagelse, men ambitionen er også at videreudvikle området og skabe fælles projekter mellem virksomheder og organisationer i og uden for Skejby.

Med til integrationen i Erhverv Aarhus følger et stort engagement fra Skejbys virksomheder og organisationer. Vi vil samarbejde og skabe partnerskaber til gavn for såvel områdets som erhvervslivets udvikling. Det betyder også, at vi skal have alle virksomheder og organisationer i området med i samarbejdet, så vi kan skabe et endnu mere attraktivt erhvervsområde og inspirerende centrum for partnerskaber, innovation og erhvervsudvikling,” siger Erik Møberg.

Kontakt:

Erik Møberg, bestyrelsesformand i Business Park Skejby: em@ramboll.com, tlf. 51 61 79 74

Terje Vammen, bestyrelsesformand i Erhverv Aarhus: tv@silverbullet-research.dk, tlf. 29 86 15 15

Fakta:

Forslaget om Business Park Skejbys integration i Erhverv Aarhus var til afstemning på Business Park Skejbys generalforsamlingen den 16. juni 2021 og blev enstemmigt vedtaget.

Business Park Skejby har eksisteret siden 2013 og har i dag 30 medlemmer. Foreningen formål er at udvikle Skejby som innovativt erhvervsområde gennem fokus på netværk, videndeling, sociale aktiviteter og interessevaretagelse. Business Park Skejby har siden 2016 haft et administrativt og strategisk samarbejde med Erhverv Aarhus.

Erhverv Aarhus er en uafhængig erhvervsorganisation, der arbejder for et attraktivt erhvervsklima i Aarhusregionen og repræsenterer 600 virksomheder med mere end 110.000 arbejdspladser. Foreningen har eksisteret siden 1862 og fungerer i dag som en uafhængig privatdrevet forening med erhvervspolitisk interessevaretagelse og et stærkt netværk mellem medlemsvirksomhederne.