Anbefaling om samlet logistikplan for Aarhus Kommune
Aarhus Kommunes bæredygtighedsudvalg er på vej med seks anbefalinger til Aarhus Byråd til at skabe mindre støj- og luftforurening i midtbyen i forbindelse med vareleveringer og anden erhvervskørsel.
Erhverv Aarhus har deltaget i en række møder med bæredygtighedsudvalget, hvor vi gennem hele processen har italesat behovet for, at erhvervslivet involveres mest muligt i udarbejdelsen af anbefalingerne og eventuelle konkrete løsninger.
Det er nødvendigt med erhvervskørsel af forskellig art i midtbyen, hvis Aarhus fortsat skal være en aktiv by i udvikling.
Derfor bakker vi op om anbefalingen om en samlet logistikplan for Aarhus Kommune, så rammerne for erhvervskørsel både tilgodeser det bæredygtige perspektiv og en så fleksibel og effektiv mobilitet som muligt for den erhvervskørsel, som skal omkring midtbyen, hvad enten det er håndværkere, udvalgsvarer, kølevarer eller levering af pakker til borgere.