Besøg af den ukrainske konsul i Aarhus
Erhverv Aarhus havde for nyligt fornøjelsen af at have den ukrainske konsul i Aarhus, Morten Munk, på besøg. Det var et inspirerende besøg, hvor vi fik en status på situationen i Ukraine, ligesom vi drøftede, hvordan man som enkeltperson såvel som virksomhed på bedst mulige og mest effektive vis kan hjælpe ukrainerne.
Det handler ifølge konsulen om, at vi først og fremmest hjælper ukrainerne med at udfylde de manglende led, der måtte være bl.a. i Ukraines forsvar. Og her peger konsulen på kampagnen ved navn ’Giv Dem Varmen’, som består i at levere såkaldte vinterpakker indeholdende bl.a. vinteruniformer til de ukrainske tropper. Ved frontlinjerne vil der fortsat være frost, når vi går ind i april. Der er således stadig behov for økonomiske støttemidler til disse vinterpakker og til opretholdelse af den etablerede leveringskæde, som sikrer, at vinterpakkerne leveres til rette modtager inden for 8 dage. En komplet vinterpakke koster 3.710 kr.
Læs mere om vinterpakken her: https://defenceukraine.dk/
Det videre forløb i Ukraine handler desuden om, at vi i den nærmeste fremtid begynder at udfase nødhjælpen og i stedet fokuserer vores hjælp på konkrete genopbygningsplaner for Ukraine. Her er første trin, at vi får genskabt rammerne for det enkle liv for ukrainerne med vand, varme og el samt ”simple housing”, hvor vinduer og døre kan lukkes af. Næste trin består i, at ukrainerne, når rammerne for et enkelt liv er nogenlunde genskabt, kan begynde at genstarte de økonomiske aktiviteter i landet, herunder almindelig forretningsdrift og produktion. Og her vil danske virksomheder kunne engagere sig via f.eks. vidensdeling, (sam)handel og (sam)produktion med ukrainerne.
I processen med at genstarte de økonomiske aktiviteter i Ukraine foreslår den ukrainske konsul i Aarhus, at man som virksomhed med base i Danmark benytter Det Ukrainsk-Danske Handelskammer som en støtte, hvis man ønsker at handle med og dermed hjælpe Ukraine. Det Ukrainsk-Danske Handelskammer ligger inde med megen detaljeret viden om de forretnings- og handelsmæssige forhold i Ukraine og kan således hurtigt afklare din virksomheds potentielle handelsmuligheder i landet.
Du finder mere info om Det Ukrainsk-Danske Handelskammer her: https://www.uadkcc.com/