21. september 2022

Høringssvar vedr. forslag til lov om ændring af udlændingeloven

International Community/Erhverv Aarhus har med stor interesse læst forslaget til lov om at ændring af udlændingeloven, da det vedrører et særdeles vigtigt behov for erhvervslivet i øjeblikket, nemlig muligheden for nemmere at kunne rekruttere kvalificeret international arbejdskraft.

Erhvervslivet er i hård konkurrence om internationale kompetencer, og det er nødvendigt med et højt ambitionsniveau og handlekraft, hvis Aarhusregionens og landets virksomheder skal være i stand til tiltrække og fastholde de dygtigste internationale medarbejdere. Samtidig mangler Erhvervslivet i den grad arbejdskraft og det koster kæmpe beløb i tabt omsætning.

Derfor kan vi kun kvittere for at det er et bredt forslag med væsentlige ændringer, som kommer erhvervslivet til gode – og det indeholder flere tiltag, som vi og andre erhvervsorganisationer længe har efterlyst.

Vi glæder os især over, at den internationale rekruttering styrkes ved at nedsætte beløbsgrænsen til 375.000 kr. fra 448.000 kr. fra 1. december 2022. Det vil så vise sig, om aftalen bør forlænges eller forbedres efter de tre år, som aftalen løber.

Samtidig er det positivt, at fast track-ordningen udvides, så kravet til antallet af fuldtidsansatte nedsættes fra mindst 20 til mindst 10 fuldtidsansatte medarbejdere. Dermed kan flere virksomheder benytte sig af ordningen.

Det er også positivt at udenlandske dimittender automatisk får et jobsøgningophold, så flere kan komme ud i dansk erhvervsliv efter endt uddannelse. Det sender samtidig et signal om, at vi rigtig gerne vil have dem til at blive, frem for at de rejser ud af landet, lige så snart de er færdiguddannede.


Endelig er det stort fremskridt, at positivlisten udvides med flere stillingsbetegnelser, og vi kan kun opfordre til 

at den løbende revideres, såfremt erhvervslivets behov ikke tilgodeses af listen. Afslutningsvis bliver det spændende at følge om udvidelsen af Startup Denmark ordningen betyder, at flere udenlandske virksomheder rykker til Danmark.

Samlet set er der fuld opbakning til forslaget fra International Community/Erhverv Aarhus.


Nærværende henvendelse er udarbejdet af International Community/Erhverv Aarhus, som er en interesseorganisation med rod i Aarhus og Aarhusregionen. Erhverv Aarhus har ca. 500 medlemsvirksomheder, mens International Communitys Executive Committee består af Grundfos, IFF, Vestas, Aarhus Universitet, VisitAarhus, Aarhus Kommune og Erhverv Aarhus. International Community har til formål at gøre det nemmere for erhvervslivet at tiltrække, modtage og fastholde kvalificeret international arbejdskraft.

Med venlig hilsen

Daniela Trifiletti

Head of Internationalization, International Community 

Poul Dalsgaard

Direktør, Erhverv Aarhus