14. juni 2022

Høringssvar til tunnel under Marselis Boulevard og genindretning af Marselis Boulevard

Erhverv Aarhus har længe fulgt udviklingen omkring den planlagte etablering af en tunnel under Marselis Boulevard. Vi har derfor med stor interesse orienteret os i det udleverede informationsmateriale vedr. den kommende miljøkonsekvensvurdering, ligesom vi også har fulgt med i den indledende idé- og forslagsfase omhandlende anlæggelsen af Marselistunnelen og genindretningen af Marselis Boulevard.


Infrastruktur under og efter anlægning

Overordnet er det vores opfordring, at etableringen af Marselistunnelen bør ske med størst mulig hensyntagen til at opretholde en så smidig og effektiv trafikafvikling i anlægsperioden som muligt. Derfor bør der allerede fra starten foreligge en klar og gennemarbejdet plan for, hvordan trafikken optimalt afvikles, med grundige beregninger af den forventede trafikale påvirkning – både under anlæggelsen af tunnelen og efterfølgende, når tunnelen er etableret.


Eftersom størstedelen af den tunge trafik på strækningen udspringer af havnerelaterede aktiviteter og de mange logistikvirksomheder på Aarhus Havn, bør det overvejes at inddrage havnen som en relevant sparringspartner i forhold til at koordinere trafikafviklingen bedst muligt.


Genindretning af Marselis Boulevard

Med planerne for udviklingen af de rekreative og grønne storbynære områder syd for Marselis Boulevard – Kongelunden – er det helt oplagt, at genindretningen af boulevarden sker i overensstemmelse med ønsket om at styrke sammenhængen og tilgængeligheden mellem byens forskellige områder og funktioner. Etableringen af Marselistunnelen er i den sammenhæng en mulighed for at styrke det samlede bymiljø ved at mindske den trafikale barriere, som den nuværende firesporede boulevard udgør.


I forbindelse med at den tunge transport føres under jorden, muliggøres det at fredeliggøre strækningen. Hermed frigives plads til forbedrede færdselsforhold for gående og cyklister, såvel som for den kollektive trafik samt evt. parkerende. Ligeledes kan der med fordel indtænkes flere grønne områder, så strækningen i højere grad forskønnes og dermed bliver et naturligt, roligt og trygt bindeled mellem byens sydlige områder og Frederiksbjerg til gavn for helhedsoplevelsen af Aarhus som en sammenhængende og bæredygtig by.


Konkluderende bemærkninger

Erhverv Aarhus ser frem til at følge Vejdirektoratets videre arbejde og til at følge de mange indkomne forslag og idéer til genindretningen af Marselis Boulevard. Vi stiller os naturligvis til rådighed for yderligere bemærkninger.

Med venlig hilsen


Poul Dalsgaard

Direktør, Erhverv Aarhus

Hent PDF af høringssvaret her.