10. marts 2022

Ros til midtbyvision: flere gode aspekter og enkelte forslag til forbedringer

Den samlede midtbyvision fra Teknik & Miljø, Aarhus Kommune indeholder rigtig mange positive elementer lyder det fra Aarhus City Forening og Erhverv Aarhus. Begge organisationer arbejder bl.a. for, at Aarhus udvikler sig i en retning, så byen også fremadrettet fungerer som et attraktivt sted at drive forretning, arbejde og (op)leve i for både erhvervsdrivende, aarhusianerne og alle dem, som besøger byen som gæst.

Aarhus City Forening og Erhverv Aarhus har netop indsendt et fælles høringssvar, hvor de kvitterer for de mange positive aspekter i midtbyvisionen, og at man fra kommunens side viser, at man ønsker at gøre vores fælles by(midte) endnu mere attraktiv. Det er nemlig i høj grad (midt)byens attraktionsniveau, der er med til at trække flere tilflyttere, turister, virksomheder og medarbejdere til byen.

Det er positivt, at midtbyvisionen indtænker tidligere planer for dele af midtbyen – herunder bl.a. helhedsplanen for Banegårdskvarteret, hvis spændvidde også indgår i visionsplanerne for midtbyen. Vi behøver nemlig ikke at genopfinde den dybe tallerken, når der allerede er udstukket en række planer for det fremtidige Aarhus, som i store træk vedrører det samme: Nemlig, at Aarhus hele tiden udvikler sig i positiv retning, så mulighederne for vækst, økonomisk, bæredygtigt såvel som oplevelsesmæssigt, forbedres,” siger Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.


Infrastrukturelle mangelpunkter
Der er imidlertid også flere punkter i visionsplanen, som kan gentænkes, samt punkter, som ikke bliver adresseret i tilfredsstillende grad. Heriblandt kan nævnes mobiliteten, trafikafviklingen og parkeringsmulighederne, dvs. punkter omhandlende infrastrukturen i midtbyen.

Vi er bekendte med, at infrastrukturelle trafikplaner for Aarhus pågår parallelt med visionstankerne for midtbyen. Vi mener dog ikke, at man kan adskille de to helt fra hinanden. En velfungerende infrastruktur, herunder let fremkommelighed via kollektiv transport, bil og cykel, er en forudsætning for, at vi har en midtby, som fungerer i praksis,” siger Jesper Theil, konstitueret direktør hos Erhverv Aarhus, og fortsætter:

Ønsker man at skabe en endnu mere attraktiv midtby i Aarhus og derved tiltrække flere turister, tilflyttere og virksomheder, som visionsplanen lægger op til, er det vigtigt, at byen kan akkommodere den øgede indstrømning af mennesker. Det er derfor alfa og omega, at man i væsentlig højere grad indtænker fremkommelighed og mobilitet i og omkring midtbyen.

Derudover mener Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening, at man i forbindelse med fremadrettede tiltag for midtbyen kan drøfte udviklingsperspektiver med relevante aktører, som til dagligt arbejder med netop midtbyen og rammerne for dennes udvikling. På den måde sikrer man, at de løse ender i midtbyvisionen diskuteres og løses i fællesskab, så man kan skabe den mest attraktive midtby til gavn for flest mulige.


Eventkalenderen og helhedsperspektivet
Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening slår også et slag for, at man i højere grad prioriterer at indrette midtbyen og byens torve på en måde, som tilgodeser andre aktiviteter end store flagskibsevents.

De store events skal naturligvis også prioriteres og forædles, men der er behov for, at vi også giver plads og finder økonomiske midler til gennemførsel af flere nye og mindre events, som gerne skal pryde eventkalenderen for midtbyen og byens større torve, herunder især Bispetorvet, hele året rundt,” uddyber Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.

Aarhus City Forening og Erhverv Aarhus kvitterer også for, at visionsplanen tilstræber en øget samhørighed og forbindelse mellem de mange små bykvarterer i midtbyen – fra Trøjborg i nord gennem Latinerkvarteret til Frederiksbjerg i syd og fra Amtssygehuset og Ceresbyen i vest gennem Banegårdskvarteret til Aarhus Ø og Sydhavnskvarteret i øst.

Det handler nemlig om helheden, og hvordan vi får alle aspekter af midtbyen, oplevelses- og forretningsmæssige, til at tale endnu bedre sammen, så den aarhusianske bymidte kan løftes til et endnu højere attraktionsniveau og forhåbentligt sætte et endnu større smil på læberne af både gæsterne, de erhvervsdrivende og borgerne i Smilets By”, afslutter Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening.