Høringssvar til Helhedsplan for Tangkrogen
Erhverv Aarhus fremsender hermed høringssvar vedr. Helhedsplan for Tangkrogen.
Indeværende tager afsæt i Erhverv Aarhus’ fokus på, at vilkårene for at drive virksomhed skal være attraktive for det brede erhvervsliv i Aarhus. Det gælder også for Danmarks største erhvervshavn, Aarhus Havn, som håndterer 65% af al containertrafik i Danmark. Aarhus Havn er et aktivt erhvervsområde med ca. 150 virksomheder, der tilsammen skaber grundlag for ca. 10.000 arbejdspladser og derfor er med til at skabe værdi og velfærd i og udenfor Aarhus.
Erhverv Aarhus bakker op om Aarhus Havns udvidelsesplaner og anser Aarhus Havn som en af byens og landets vigtigste erhvervsaktører både historisk, nu og i fremtiden. Derfor er det også positivt, at Aarhus Havn gennem mange år har mødt politisk opbakning, som sikrer muligheder for vækst og udvikling.
Helhedsplan for Tangkrogen er en undtagelse, da forslaget indskrænker Aarhus Havns arealer og påvirker ekspansions- og vækstpotentialerne.
Det er først og fremmest Erhverv Aarhus’ klare holdning, at man ikke bør inddrage og/eller ekspropriere erhvervsarealer på Aarhus Havn til fordel for byggeri af et renseanlæg. Dertil bemærker Erhverv Aarhus følgende:
- Byen og de mange positive initiativer målrettet borgerne lægger beslag på arealer, som tidligere har været forbeholdt havneaktiviteter – fx på Ø og hele vejen til DOKK1 – så derfor er erstatningsarealer målrettet erhvervshavn på sigt en logisk konsekvens.
- En eventuel inddragelse af de i forvejen tætte erhvervsarealer på Aarhus Havn vil ramme flere virksomheders drift og betyde, at nogle er tvunget til at finde andre steder at drive virksomhed – og eventuelt uden for Aarhus Kommune med tab af arbejdspladser til følge.
- En eventuel inddragelse af erhvervsarealer gavner ikke Aarhus Kommunes mål om høj erhvervsvenlighed – både i forhold til eksisterende virksomheder og de, der overvejer at drive virksomhed i Aarhus.
- Havnearealer bør anvendes til havneformål. Byrådet skal ifølge Havneloven varetage erhvervshavnens interesser og derfor bør et renseanlæg ikke placeres et sted, som påvirker havnevirksomhedernes interesser i negativ retning.
- Erhverv Aarhus anbefaler, at undersøgelsen om at anvende eksisterende havneareal skrinlægges, og at miljøkonsekvensvurderingen for en anden placering af renseanlægget fremmes.
Erhverv Aarhus bakker således op om, at havnevirksomhederne skal fortsætte deres udvikling og daglige
drift med opbakning fra byrådet.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Erhverv Aarhus v/ formand Terje Vammen og direktør Bente Steffensen.