Høringssvar til Erhvervsplan 2018-2019
Erhverv Aarhus kvitterer for en interessant Erhvervsplan 2018-2019, som samlet set understreger, at Aarhus er inde i en rivende udvikling.
Erhvervsplanens beskrivelse af de mange gode initiativer og projekter med en bred skare af dedikerede aktører viser, at mange arbejder for byens udvikling.
Byens udvikling er ligeledes Erhverv Aarhus’ fokus i det daglige arbejde, hvad enten det fx drejer sig om fysiske rammer, internationalisering, uddannelse eller kultur og sport.
Erhverv Aarhus’ høringssvar vil ikke behandle samtlige beskrevne initiativer i Erhvervsplanen, men i stedet fokusere på en række områder, som vi anbefaler får mere opmærksomhed med byens udvikling for øje (store dele af Erhvervsplanen er der dog kommenteret på i bilag 1).
Inden vi beskriver de udvalgte emner, har vi to konkrete bud på, hvordan Aarhus Kommune med Erhvervsplanen 2018-2019 bedst muligt kan bakke bedst muligt op om den positive udvikling i Aarhus:
- Aarhus Kommune skal fokusere på sine kerneydelser og levere den bedst mulige service i alle de touch points, der findes i kommunalt regi.
- Aarhus Kommune kan i samarbejde med Erhvervskontaktudvalget med fordel konkretisere/prioritere Erhvervsplanens mange beskrevne initiativer/projekter. Yderligere fokus på fx organisering, mål og deadlines vil i vores optik sikre fremdrift og resultater. Helt praktisk kan Aarhus Kommune som et led i den løbende opfølgning på Erhvervsplanen fx tildele de beskrevne initiativer farvekoder (”trafiklys” – rød, gul, grøn) alt efter status.
Nedenfor beskriver vi kort fem områder, som Erhverv Aarhus mener, bør få mere opmærksomhed:
1. Myndighedsbehandling/service (kerneydelsen)
Erhverv Aarhus anbefaler, at Aarhus Kommune prioriterer at optimere alle kommunale touch points, da denne kerneydelse er væsentlig for erhvervslivet og byens udvikling – fx i forhold til sagsbehandling og rekruttering og fastholdelse af internationale medarbejdere og deres familier:
Sagsbehandling (byggesagsbehandling mv.):
HVAD/HVORDAN:
Erhvervsklimamåling 2017 viste stigende tilfredshed med Aarhus Kommunes sagsbehandling og særligt i forbindelse med byggesagsbehandling. Der er med en samlet score på 3,2 (servicemæssige del) og 3,3 (faglige del) ud af 5 dog stadig mulighed for forbedringer – og de åbne svar i målingen ønsker fx mindre bureaukrati og hurtigere sagsbehandling. Erhverv Aarhus anbefaler derfor, at indsatsen på området fortsat opprioriteres.
Tilsvarende bør lokalplansområdet opprioriteres, så der sikres hurtig og effektiv sagsbehandling i lyset af det betydelige antal projekter, der forventes gennemfør i Aarhus fremadrettet.
Endelig bør gennemførelse af kommunale anlægsarbejder effektiviseres, så de gennemføres så hurtigt som muligt og med mindst mulig gene. Et eksempel på hvor dette med fordel kunne være gjort mere effektivt, er anlægsarbejdet ved de offentlige arealer mellem Navitas og DOKK1 samt Mindet.
Internationale medarbejdere og deres familier:
HVAD/HVORDAN:
Hvis alle niveauer i organisationen (Aarhus Kommune) tænker og handler ud fra et internationalt tankesæt, vil det bidrage til en bedre oplevelse af Aarhus for internationale tilflyttere og trække byen i en mere international retning. Der kunne etableres et one point of entry/en kontaktperson til alle relevante områder, så eksterne aktører og internationale tilflyttere nemt kan henvende sig med feedback og konkrete udfordringer til Aarhus Kommune. Det vil give løbende mulighed for at optimere rammevilkårene og udvikle byen i en mere international retning (jf. bilag 3).
2. Internationalisering
Internationalisering er væsentligt at prioritere, da erhvervslivet i Aarhus er i hård konkurrence om internationale kompetencer. Det er nødvendigt med et højt ambitionsniveau og handlekraft, hvis byen for alvor skal kunne tiltrække og fastholde de dygtigste medarbejdere, fx i forhold til de fire forslag nedenfor.
(Se bilag 2 for fyldestgørende beskrivelser af nedenstående forslag).
I forhold til internationalisering henviser vi i øvrigt til høringssvaret, som Erhverv Aarhus/International Community sendte i forbindelse med Aarhus Kommunes Internationaliseringsudvalgs strategi på området – se bilag 3. Vi ser frem til implementering af denne.
Udvikling af Aarhus som karriereby: Karriereparathed gennem sprog- og kulturudvikling af medfølgende ægtefæller, yngre forskere og internationale studerende:
HVAD/HVORDAN:
Der er behov for at sikre bedst mulige rammer for erhvervelse af danske sprogkundskaber og viden om dansk kultur og erhvervspraksis for medfølgende ægtefæller, yngre forskere og internationale studerende. Samtidig skal der skabes faste samarbejdsstrukturer mellem virksomheder, uddannelsesinstitutionerne, International Community og Aarhus Kommune mhp. at facilitere, at aktører på arbejdsmarkedet ser muligheder i internationale talenter.
Udvikling af Aarhus som karriereby: Styrket indsats for jobskabelse til medfølgende ægtefæller:
HVAD/HVORDAN:
Ægtefæller som følger med internationale medarbejdere rekrutteret til Aarhus udgør en stor ressource. De kommer ofte fra højt specialiserede jobs i udlandet og har ofte gennemført en videregående uddannelse. Erfaringsmæssigt har det dog vist sig vanskeligt at sikre job til medfølgende ægtefæller.
Udvikling af Aarhus som karriereby: Studerende/dimittender og yngre forskere som værdifuld ressource:
HVAD/HVORDAN:
Det aarhusianske erhvervsliv har interesse i at tiltrække unge talenter. Det gælder eksempelvis på de videregående uddannelser og faglærte/specialister. En stor del af attraktionen vil være kvaliteten af uddannelsesudbud. I stigende grad er det dog udsigterne til et erhvervsnetværk, byens tilbud set med internationale øjne og jobmuligheder, som motiverer talenter til at flytte på tværs af landegrænser.
- Afholdelse af fælles Open City-arrangement, hvor talenter som overvejer Aarhus introduceres til byen, virksomheder og uddannelsesinstitutioner.
- Yderligere erfaringsudveksling/”Best practice” hos relevante aktører, bl.a. International Community, StudenterhusAarhus og uddannelsesinstitutionernes karrierecentre.
- Fremme antallet af studiejobs og praktikpladser til internationale studerende.
- Fremme antallet af samarbejder mellem virksomheder og ph.d.-studerende/yngre forskere gennem tæt tilknytning gennem forskeruddannelsen, fx gennem ErhvervsPhD-projekter eller erhvervspostdocs.
- Anvende case-konkurrencer, hvor internationale studerende er omdrejningspunkt eller en central komponent.
- Øge antallet af matchmaking-aktiviteter til internatonale målgrupper, og gerne afholdt på uddannelsesinstitutioner og virksomheder
Udvikling af Aarhus som uddannelsesby: Studieboliger:
HVAD/HVORDAN:
I regi af en arbejdsgruppe bestående af Aarhus Kommune, Kollegiekontoret, Aarhus Universitet, VIA University College og Erhvervsakademi Aarhus arbejdes der på at skabe overblik over og udvikle løsninger til at imødekomme kvantitative og kvalitative behov for studieboliger. Se bilag 3 for fyldestgørende beskrivelse af ovennævnte fire forslag.
3. Kultur og events
Byens brede palet af tilbud inden for kultur, sport og events har stor betydning for, at Aarhus er attraktiv at drive virksomhed i, bo og arbejde i samt at besøge. Store events i byen bidrager til vækst og udvikling og rummer et stort potentiale i form af samarbejder på tværs og synergier. For at sikre, at potentialet udnyttes, er der behov for strategisk fokus på koblingen mellem erhvervslivet og de store prioriterede events, så alle parter både på kort og lang sigt får udbytte heraf.
HVAD/HVORDAN:
- Videndeling om hvilke store events, der er planlagt/i støbeskeen, kan skabe bedre muligheder for stærke samarbejder og afvikling af ”synergi”-events i tråd med hovedeventen.
- Potentielle samarbejder i forbindelse med store events i Aarhus rummer et stort potentiale, fx VM i sejlads 2018 og Volvo Ocean Race 2018.
- Attraktive events kan bruges som anledning til at invitere en potentiel international eller national erhvervspartner til byen.
- Under begrebet 'Business to Culture' arbejder Erhverv Aarhus for at skabe stærke samarbejder og relationer mellem erhverv og kultur. Erhverv Aarhus ønsker at skabe innovative og skalérbare samarbejdsmodeller med gensidig udvikling for øje. Der ligger et stort potentiale i et tættere erhvervs- og kultursamarbejde – og pt. er fokus på samarbejder og relationer efter 2017.
Tiltrækning og afvikling af internationale events er væsentlige for byens udvikling og internationalisering. Aarhus Events bør derfor tilføres yderligere midler til brug for arbejdet med at tiltrække events (og afvikle disse) i lyset af den stadig stigende konkurrence mellem byer i hele verden.
4. Fysiske rammer
Aarhus’ fysiske rammer har enorm betydning for erhvervslivet. Pt. er der vekslende tilfredshed med fremkommelighed/infrastruktur i og omkring byen. I ”Erhvervsklimamåling 2017” svarer hver tredje virksomhed, at det er besværligt eller meget besværligt at komme til og fra sin virksomhed i bil – særligt hvad angår midtbyen – mens 41% af de adspurgte peger på infrastruktur, når man skal fremhæve én ting, Aarhus Kommune skal fokusere på for at styrke erhvervsklimaet.
Derfor kvitterer Erhverv Aarhus for, at der er fokus på forbedring af infrastruktur og byudvikling i Erhvervsplanens kap. 6 og ser frem til handling på det beskrevne. Derudover har vi følgende input til området:
Marselistunnel (E45):
HVAD/HVORDAN:
Erhverv Aarhus betragter – på linje med Aarhus Transport Groups høringssvar – en snarlig igangsættelse af en Marselistunnel som en absolut topprioritet. Inden 2020 står både en udvidelse af Aarhus Havn og en flytning af Molslinjen for døren og vil resultere i en markant stigning i trafikken i og omkring Aarhus Havn, centrum, indfaldsveje og E45. Dertil viser målinger for trafikken 2013-2015 en stor stigning af anden ikke havnerelateret trafik på Marselisborg boulevard.
Aarhus Havn forventer op mod 50 % vækst i lastbiltrafik i de kommende år pga. generel økonomisk vækst, indvielse af omniterminal primo 2018, øgede markedsandele, Royal Arctic Line-aftalen, fokus på biobrændsel, eventuel godsrute til Kalundborg og andre destinationer. Samtidig estimerer Molslinjen, at de kommer til at transportere over 1,4 millioner biler i 2020 (ca. 1,2 millioner biler i 2016).
Kombinationen med Aarhus Havns udvikling, stigningen i den øvrige byrelaterede trafik, det forestående vejarbejde i forbindelse med flytningen af Molslinjen og det stigende antal biler til og fra færgerne vil presse trafikken yderligere – og opstiller samlet set et meget alvorligt scenarie.
Erhverv Aarhus ønsker derfor hurtig afklaring på finansieringen og igangsættelse af arbejdet med Marselistunnelen – og vil følge sagens udvikling tæt/italesætte behovet i den kommende tid.
Aarhus Lufthavn:
HVAD/HVORDAN:
Erhvervslivet har et åbenlyst, akut behov for bedre luftfartsbetjening i Østjylland og Erhverv Aarhus bakker derfor op om udviklingen af Aarhus Lufthavn. Erhverv Aarhus nedsætter en Corporate Advisory Group, der fungerer som et selvstændigt organ. Det skal med afsæt i erhvervslivets luftfartsbehov følge udviklingsprocessen i Aarhus Lufthavn, stille konstruktive spørgsmål til Aarhus Lufthavns bestyrelse (og Aarhus Kommune) og give feedback til Aarhus Lufthavn.
Multihal/nyt stadion:
HVAD/HVORDAN:
Erhverv Aarhus har fokus på, at Aarhus – udover at tilbyde gode rammevilkår for erhvervslivet generelt – er en attraktiv by at drive virksomhed i og bo i (også for internationale medarbejdere og deres familier). Et element heri er, at der i byen gennemføres events, som er med til at gøre Aarhus til en by, som tiltrækker arbejdskraft og den fremtidige arbejdskraft i form af studerende.
Der bør være fokus på at afvikle events, hvor byen i forvejen råder over de nødvendige faciliteter, men herudover bør der også være fokus på at udbygge eksisterende faciliteter og etablere nye faciliteter, som er nødvendige for at gennemføre den type events, som byen ønsker at tiltrække.
Et særligt fokus kunne være at etablere den multihal, som har været drøftet i mange år, og som i bogstavelig forstand bør være en multihal, der kan anvendes bredt, dvs. såvel til afvikling af erhvervsmæssige aktiviteter som fx messer og udstillinger, kulturelle arrangementer som koncerter og store sportsarrangementer – og gerne i samspil med et nyt, moderne fodboldstadion.
Aarhus vurderes ikke til at være konkurrencedygtig i forhold til flere andre byer, hvad angår disse faciliteter.
5. Teknologisk udvikling
Den teknologiske udvikling går stærkt inden for en lang række områder af betydning for byens udvikling. Erhvervsplanen berører i meget begrænset omfang den teknologiske udviklings betydning, men Erhverv Aarhus anbefaler, at man allerede nu sætter yderligere fokus på området.
HVAD/HVORDAN:
Erhvervsplanen bør indeholde et særskilt afsnit med fokus på den teknologiske udviklings betydning for byens udvikling, investeringer, beskæftigelse, uddannelse mv. Bl.a. med den virkning, at erhvervsplanens strategiske fokusområder udarbejdes under hensyntagen til den fremtid, der må antages på såvel mellemlang som længere sigt at blive en del af udviklingen:
- Førerløse biler og lastbiler er på vej og får betydning for bl.a. infrastrukturen.
- E-handel vil vokse og får markant betydning for bl.a. antallet og arten af detailbutikker i byens centrum, herunder indretning og udvikling af butikscentre og Aarhus City med deraf følgende konsekvenser (også for beskæftigelsen).
- Robotindustrien vil overtage en lang række standardopgaver inden for industri, håndværk og liberale erhverv med deraf følgende konsekvenser for beskæftigelse og uddannelser.
- De investeringer, der foretages i infrastruktur, uddannelser mv., og de strategiske tiltag, der vedtages, herunder som led i Erhvervsplanen, bør ske med den teknologiske udvikling for øje, således at byens udvikling er fremtidsorienteret.
Erhverv Aarhus står gerne til rådighed for yderligere dialog omkring høringssvarets indhold og
Erhvervsplanen 2018-2019.
Med venlig hilsen
Bestyrelsen i Erhverv Aarhus v/ formand Jan Børjesson og direktør Bente Steffensen.