23. maj 2025

Trafikændringer ved Vesterbro Torv

I 2024 fastholdt Aarhus Byråd, at Vesterbro Torv skal omdannes, som det oprindeligt blev besluttet i 2018. Anlægsarbejdet går officielt i gang ultimo juni, men allerede nu begynder forberedelserne ift. trafikken i området.

Med omdannelsen ønsker man bl.a., at torvet skal blive et mere grønt og levende byrum samt sikre, at de stigende mængder regnvand har et sted at løbe hen, inden det føres ud i Aarhus Å. For bilister betyder det bl.a., at Vester Allé og Hjortensgade fra den 7. juni bliver ensrettet mod nord mellem Museumsgade og Møllevejen, og der etableres fra den 21. juni bussluse i Nørre Allé mellem Klosterport og munkegaderne – i Nørreport er lastbiler over 3500 kg. dog undtaget af hensyn til den tunge varelevering til området. Der vil i ugerne op til ændringerne være tavler, som tæller ned, for løbende at gøre opmærksom herpå.

I denne forbindelse har Erhverv Aarhus en konstruktiv dialog med Teknik og Miljø, som er ansvarlig for at omsætte byrådets beslutninger til konkrete projektplaner. Vi har bl.a. drøftet vigtigheden af rettidig og løbende kommunikationen vedr. disse trafikændringer, og at man også har det omkringliggende vejnet in mente, da lukkede veje et sted i byen medfører øget trafikalt pres andre steder i byen.

Vi har også fremhævet vores gennemgående synspunkt vedr. rækkefølge, når vi drøfter mobiliteten i byen; man bør sikre gode alternativer, hvis man gør det sværere at tage bilen – herunder opgraderet cykelinfrastruktur og kollektiv transport – samt mere og bedre way-finding til alternative køreruter for biler.

Send os altid gerne input til vores erhvervspolitiske arbejde – bl.a. vedr. mobilitet og byudvikling – så vi bedst muligt kan varetage jeres interesser. Send input til mail@erhvervaarhus.dk.

Læs mere om trafikændringerne ved Vesterbro Torv her