15. august 2025

Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening samler kræfterne: Ny indsats skal gøre Aarhus til Danmarks bedste shopping- og oplevelsesby

Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening fusionerer for at styrke Aarhus som en levende, attraktiv og konkurrencedygtig midtby. Målet er ambitiøst: Aarhus skal være Danmarks bedste shopping- og oplevelsesby – båret af et attraktivt butiksliv, levende byrum, den stærke gastronomi-scene og et kulturmiljø i topklasse.

Ifølge Erhverv Aarhus’ bestyrelsesleder Mai Louise Agerskov er det helt naturligt, at Erhverv Aarhus fremover også vil fokusere på at udvikle midtbyen.

Erhverv Aarhus er sat i verden for at bidrage til, at byen og Aarhusregionen udvikler sig til et stadigt mere attraktivt sted at drive virksomhed, bo og leve. Vi skal kort sagt skabe det mest optimale erhvervsklima for byens brede erhvervsliv. Midtbyens attraktivitet er netop en væsentlig brik i det store billede, og derfor vil vi gerne samle kræfterne. Vores udgangspunktet er, at én stærk stemme og én samlet indsats kan skabe en mere levende midtby, som tiltrækker flere aarhusianere og besøgende,” siger Mai Louise Agerskov og fortsætter:

Det handler ikke kun om handel – det handler om helhed. Vi vil skabe en bymidte med aktiviteter året rundt, som kombinerer shopping, madoplevelser, kultur og events på en måde, der gør Aarhus til en super attraktiv by at besøge og drive forretning i. Timingen er god, da flere af byens politikere også er på banen med ambitiøse ideer og tiltag, som kan løfte Aarhus. Derfor tror vi på, at vi i fællesskab kan gøre en forskel.

Stærkt politisk momentum for midtbyen

Flere forslag fra byrådets aktuelle budgetforhandlinger understreger velviljen for en styrket indsats i midtbyen. Blandt andet har Socialdemokratiet og Konservative foreslået at ansætte en bylivschef, der skal have netop midtbyens liv og handel som fokus. Samtidig har Venstre og Danmarksdemokraterne fremsat et forslag om at gøre Aarhus til Danmarks bedste juleby.

Politikernes velvilje er netop væsentlig ifølge Henrik Kleis, bestyrelsesformand for Aarhus City Forening:

”Den brede politiske opbakning på tværs af partier giver et solidt mandat til en langsigtet og ambitiøs udvikling af midtbyen. Det betyder, at vi kan bygge videre på indsatsen med både politisk opbakning og en kommende fusion med Erhverv Aarhus, så vi har store forventninger til fremtiden på byens og handelslivets vegne,” siger Henrik Kleis.

Claus Bech, direktør i Aarhus City Forening, siger:

"Det har været en ære at stå i spidsen for Aarhus City Forening gennem snart 23 år. Jeg glæder mig over, at vores arbejde nu bliver en del af Erhverv Aarhus’ organisation, og at timingen falder sammen med en ny politisk vilje til at prioritere midtbyen, som vi længe har ønsket. Det lover yderst positivt for fremtiden.

Poul Dalsgaard, direktør i Erhverv Aarhus, deler begejstringen:

Vi har de seneste måneder haft mange konstruktive drøftelser med både Aarhus City Forening og en lang række af byens politikere, som også er ambitiøse på Aarhus’ vegne. Derfor tror vi på, at vi i fællesskab kan løfte Aarhus til at være en endnu mere attraktiv by med oplevelser og shoppingmuligheder i absolut topklasse. Samtidig ser vi ikke mindst meget frem til at byde medlemmerne af Aarhus City Forening velkommen i fællesskabet og til at skabe endnu mere værdi for dem fremover."

Fusionen mellem Erhverv Aarhus og Aarhus City Forening formaliseres primo 2026, såfremt medlemmerne hos Aarhus City Forening godkender den på en kommende generalforsamling.

Den levende by får også liv i nyt udvalg

Ifølge Poul Dalsgaard skal indsatsen desuden flankeres af et nyt udvalg i Erhverv Aarhus; ’Den levende by’. Udvalget skal sikre faglig tyngde og bred forankring i arbejdet med at udvikle midtbyen.

Vi tror på, at vi opnår de bedste resultater og den største opbakning, når vi bringer forskellige interessenter i spil. Udvalget skal derfor bestå af nøglepersoner fra byens butikker, detailhandel, oplevelsesbranchen, interesseorganisationer og byudviklingsaktører – og skal være et centralt forum for dialog, strategi og konkrete initiativer i bymidten. Den røde tråd er vores fælles ambition om at løfte Aarhus, og derfor ser vi frem til at både udvalget og fusionen med Aarhus City Forening realiseres.

Det nye udvalg etableres i Erhverv Aarhus i løbet af efteråret.

Om Erhverv Aarhus:

  • Erhverv Aarhus er en uafhængig, medlemsfinansieret erhvervsorganisation.
  • Foreningen arbejder for at sikre et attraktivt erhvervsklima i Aarhus og Aarhusregionen.
  • Har rødder tilbage til 1862 og repræsenterer i dag over 500 medlemsvirksomheder på tværs af brancher og størrelser.
  • Fokusområder inkluderer erhvervspolitisk interessevaretagelse, netværksskabelse og byens udvikling.
  • Driver flere initiativer med fokus på arbejdskraft, herunder Erhverv Aarhus MentorNetværk, International Community og HEADSTART.
  • Læs mere på www.erhvervaarhus.dk


Om Aarhus City Forening:

  • Aarhus City Forening har eksisteret siden 1989 og er byens upolitiske, uafhængige og frivillige interesseorganisation, der ejes af foreningens medlemmer
  • Aarhus City Forenings mål er at fremme forretningslivets interesser og medvirke til at fastholde og videreudvikle Citys bylivs potentiale
  • Aarhus City Forening arbejder for at sikre et solidt, aktivt og levende handelsliv i midtbyen, idet et velfungerende handelsliv er essentielt for at kunne opretholde en attraktiv bymidte, tilgodese byens borgere, fastholde arbejdspladser, byliv og tiltrække handlende og besøgende samt turister til byen
  • Læs mere på www.aarhus-city.dk


For yderligere information:

Henrik Kleis, bestyrelsesformand for Aarhus City Forening: 4019 2300

Claus Bech, direktør for Aarhus City Forening: 4041 4935

Mai Louise Agerskov, bestyrelsesleder for Erhverv Aarhus: 4177 0144

Poul Dalsgaard, direktør for Erhverv Aarhus: 4030 0020