21. marts 2025

Karin Salling og Salling Fondene hædret med Erhverv Aarhus Prisen 2025


Salling Fondenes enorme betydning for Aarhus blev fredag aften markeret, da Erhverv Aarhus tildelte Erhverv Aarhus Prisen 2025 til Karin Salling og Salling Fondene.

Erhverv Aarhus uddelte her til aften foreningens fornemmeste hæderspris for 22. gang til store klapsalver fra 225 gæster hos Savværket. Med prisen hædrer Erhverv Aarhus forbilledlige erhvervsprofiler, der udviser stærkt engagement i byen, sætter Aarhus på landkortet, tager medansvar for byens udvikling og bidrager til arbejdspladser. De kriterier lever årets prismodtager i høj grad op til.

En historisk stor betydning for byens udvikling

Mai Louise Agerskov, bestyrelsesleder for Erhverv Aarhus, motiverede valget af dette års prismodtager:

Vi skylder i Aarhus dette års prismodtager umådeligt meget. Havde det ikke været for prismodtagers mod, fremsynethed og evne til at påtage sig ansvar, ville Aarhus havde set meget anderledes ud, end den gør i dag. Det gælder både i forhold til byens fysiske udtryk, men i høj grad også i forhold til Aarhus’ brand som en pulserende og dynamisk by rig på kultur, sport, kunst, musik og uddannelse,” fremhævede Mai Louise Agerskov om fondenes mange donationer, inden hun satte ord på historikken, koblingen til Salling Group og ikke mindst løftede sløret for årets prismodtager:

Jeg ved, at det lægger dig – Karin – meget på sinde, at det arbejde du og Salling Fondene har ydet gennem tiden, kun har været muligt i kraft af Herman Salling. Derfor skal der herfra også lyde en stor cadeau til netop Herman Salling, hvis sans for købmandskab fortsat skinner igennem hos Salling Fondene – og også i Salling Group, Danmarks største detailhandelsvirksomhed, som ejes af fondene. Jeg ved, at overskuddet først og fremmest investeres tilbage i, så den løbende kan styrkes og udbygges. I er med til at skabe gode og mange beskæftigelsesmuligheder i byen og landet. Salling Fondene er et forbillede på aktivt ejerskab, der både skaber rammer for en i særklasse stærk forretning og gennem uddelinger bidrager positivt til at gøre hverdagen bedre for mange mennesker i det samfund, I driver virksomhed i og er en del af."

Stolt prismodtager blev hyldet af borgmesteren

Karin Salling var naturligvis på scenen for at modtage Erhverv Aarhus Prisen 2025, ligesom borgmester Anders Winnerskjold fik lejlighed til at anerkende årets prismodtager.

Det er en stor ære at modtage Erhverv Aarhus Prisen for mig og Salling Fondene. Vi står på skuldrene af Hermans mangeårige indsats og er taknemmelige for, at vi igennem efterhånden mange år har kunnet give tilbage til den by, som vi elsker så meget. Aarhus er noget helt særligt. Jeg vil gerne sige tak til de utroligt dygtige medarbejdere i Salling Group, som dagligt arbejder for at gøre en forskel – denne pris er i høj grad jeres,” sagde en tydeligt glad Karin Salling fra scenen.

Byens borgmester Anders Winnerskjold fik også lejlighed til at dele de helt store roser ud:

Karin Salling har ikke blot videreført en stolt arv, men aktivt taget del i at styrke Aarhus' udvikling, og overalt i byen ser eller møder man Karin Salling og Salling Fondenes engagement. Derfor kan det også siges ganske kort; Aarhus ville ikke være den samme by uden Karin Salling, uden Herman Saling og uden alle de dedikerede medarbejdere, der er – og har været – fundamentet og rygraden i Salling Group. Vi er som by stolte over, at det hele er opstået i Aarhus – og at det fortsat drives videre herfra, fremhævede Anders Winnerskjold.

Erhverv Aarhus Prisen 2025 er sponsoreret af Nykredit, PwC og Holst, Advokater.

Om Salling Fondene:

  • Salling Fondene blev oprindeligt etableret af købmand Herman Salling, der grundlagde det, der senere blev til Salling Group.
  • Salling Fondene består af to fonde: Købmand Herman Sallings Fond og Købmand Ferdinand Sallings Mindefond.
  • Salling Fondene har siden 2012 uddelt over 2,3 mia. kr. til projekter og initiativer indenfor blandt andet kunst og kultur, kirke, sport, uddannelse, forskning og værdige formål.
  • Salling Fondene er ejere af Danmarks største detailhandelsvirksomhed Salling Group, der driver Bilka, føtex, Netto, BR, Salling Stormagasiner, Skagenfood, Carl´s Jr. og Starbucks i Danmark. Med opkøbet af Rimi Baltic for nylig er Salling Groups samlede antal butikker på tværs af Danmark, Tyskland, Polen samt Estland, Letland og Litauen tæt på 2.100, mens medarbejdergruppen tæller over 68.000 medarbejdere.
  • Salling Group har i dag 49 butikker/salgssteder i Aarhus Kommune, som besøges af 606.310 kunder om ugen
  • Koncernen beskæftiger 6.897 medarbejdere i Aarhus Kommune
  • Alt overskud fra Salling Group investeres enten tilbage i forretningen eller doneres til projekter og initiativer, der har til formål at skabe en bedre hverdag.
  • Af markante donationer kan bl.a. nævnes:
    • 290 mio. kr. til det nye stadion i Aarhus
  • 250 mio. kr. Team Danmark og de danske OL-atleter
  • 104 mio. kr. til ARoS, The Next Level
  • 82 mio. kr. til Kong Frederiks Center for Offentlig ledelse