Udvidelsen af Danmarks største erhvervshavn sættes på pause
Beslutningen om at udsætte udvidelsen af Aarhus Havn på ubestemt tid er ikke til gavn for nogen. Hverken Aarhus eller Danmark.
Aarhus Havn er et af Danmarks vigtigste knudepunkter for transport og handel. 73% af al containertrafik i landet fragtes via Aarhus Havn. I dag beskæftiger aktiviteterne på havnen mere end 17.000 mennesker i hele landet, og 200 virksomheder har aktivitet på havnen.
Når udvidelsen af havnen sættes på pause, skaber det usikkerhed. Usikkerheden rammer de virksomheder som benytter havnens faciliteter til import og eksport, men pausen kan ifølge transportminister Thomas Danielsen også vise sig at få konsekvenser for Marselistunnelen.
Hos Erhverv Aarhus har vi løbende italesat værdien i at udvikle Aarhus Havn til gavn for hele Danmark. Vi håber derfor, at pausen i havneudvidelsen benyttes til at genbesøge og bekræfte de tal og fakta, der skal udgøre et oplyst og datafunderet grundlag for at kunne træffe en endelig beslutning om hvilken model, der kan sikre en fortsat positiv udvikling af Danmarks største erhvervshavn.