De første midler til inspirerende kulturprojekter er uddelt
Erhvervs- og Kulturforum Aarhus (EKFA) har for nylig tildelt de første 400.000 kr. af i alt 3 millioner til en række kulturprojekter via den såkaldte kulturmedfinansieringspulje. Puljen har til formål at understøtte kulturinitiativer inden for eksempel turisme, beskæftigelse, klima eller branding af byen. Projekterne skal desuden have et fokus på unge og positive fællesskaber.
De udvalgte projekter:
- Unge I Aktion (Svalegangen m.fl.)
- Den Ny By (Ungdomskulturhuset m.fl.)
- Transito (Teater Fluks m.fl.)
Inden de ovennævnte projekter blev valgt, havde en større gruppe af byens kulturaktører søgt puljen. Syv af disse blev indkaldt til at pitche for en udvalgt jury i bedste løvens hule stil, inden valget faldt på de tre projekter. Vi glæder os til at se projekterne udfolde sig – og det samme gør EKFA- og jurymedlem Erling Sørensen:
”Det var spændende at være med i juryen bag uddelingen af kulturmedfinansieringspuljen, og oplevelsen fra de mange gode og interessante pitch fra flere forskelligt artede ansøgere har givet liv til processen”, siger Erling Sørensen, direktør, Spar Nord.
Næste ansøgningsrunde til 'Kulturmedfinansieringspuljen' åbner i december. Puljen er afsat af Aarhus Kommune, der har bedt Erhvervs- og Kulturforum Aarhus om at bistå med uddelingen. Erhverv Aarhus varetager sekretariatsbetjeningen af EKFA.