Ambitiøs Mobilitetsplan er på plads
Et bredt flertal i Aarhus Byråd indgik i aftes en aftale om en ny Grøn Mobilitetsplan for Aarhus frem mod 2030. Erhverv Aarhus ser positivt på den endelige plan efter at have været en aktiv medspiller i processen via konstruktive dialoger med samarbejdspartnere, Teknik og Miljø, vores udvalg med fokus på ’Byudvikling og Infrastruktur’ og byrådspolitikere.
Den ambitiøse plan beskriver både, hvordan fremtidens mobilitetssystem skal indrettes, og hvordan man opnår en reduktion på 270.000 tons CO2 på transportområdet, som det fremgår i forårets Klimaaftale 2025-2030. Det har krævet politisk mod og samarbejde på tværs at skabe en visionær plan, som tager højde for mange forskelligartede ønsker og behov og samtidig tilgodeser bl.a. den grønne omstilling, byens borgere og erhvervslivet. Dette mod og ambitionsniveauet – samt den gode dialog i processen – vil vi gerne kvittere for.
I processen har vi bl.a. argumenteret for at planen skal have en god balance mellem fremkommelighed og grøn omstilling, så vi kan sikre en attraktiv by for borgere og erhvervslivet. Vi har netop også efterlyst en sammenhængende for byen frem for forhastede løsninger og ser mange positive elementer i aftalen, selv om den også indeholder flere forhold, der vil påvirke byens borgere og erhvervslivet.
Vi ser derfor frem til at være en aktiv del af planens udmøntning og vende det konkrete indhold og detaljer med relevante parter. Vi vil naturligvis bevare vores fokus på vigtigheden i at implementere i en rækkefølge, som skaber mindst mulige gener, samt sikre at planens udmøntning giver erhvervslivet optimale vilkår for at drive forretning i midtbyen og Aarhus generelt.
Aftalen er omfattende, men vi kan bl.a. fremhæve:
- Investeringer i den kollektive trafik. Herunder f.eks. Letbane Etape 2 Spanien-Brabrand, BRT på Ringvejen, flere busser med højere frekvens og generelt fokus på bedre busfremkommelighed samt etablering af flere parkér og rejs-faciliteter (f.eks. ved en fremtidig Brabrand Station samt i Harlev/Framlev, hvis der også kommer en station her på den fremtidige Silkeborgbane).
- Mere parkering i p-huse, mindre på gaden og en ny takststruktur.
- Forsøg med nulemissionszone inden for Allégade-ringen fra 2027. I den forbindelse skal der etableres korridorer til centrale p-huse i midtbyen, f.eks. i Borggade, Magasin, Salling og Busgaden.
- Udbygning af ladeinfrastruktur med afsæt i forventningen om, at 37% af alle biler i Aarhus i 2030 vil være elbiler.
- Grøn omstilling af varelevering og tung transport. Hvordan dette skal udfoldes, vil vi følge tæt.
- Forhandlingerne har også berørt roadpricing og aftalen lægger op til, at roadpricing bliver en realitet i Aarhus, hvis lovgrundlaget forelægger. Det vil kræve en lovændring fra Folketinget.
- Et mere cykelvenligt Aarhus med flere cykelruter, bedre rammer for cykelparkering mv.
- En række allerede byrådsvedtagne projekter fastholdes: omdannelsen af Vesterbro Torv og Banegårdspladsen samt en sammenhængende bypark på tværs af Frederiks Allé. Aftalen beskriver, at ”det er helt afgørende, at projekterne udføres i et hensigtsmæssigt tempo og rækkefølge”, og det er vi meget enige i, så projekterne ikke unødigt belaster erhvervslivet og byens borgere.
Se Din Avis Aarhus Onsdags overblik over aftalen her
Læs hele aftalen her