10. oktober 2024

Aarhus-aftryk på ny uddannelsesreform, som vi også har nogle opmærksomhedspunkter til

Regeringen kom tirsdag med et udspil til en ny reform af ungdomsuddannelserne og af professions- og erhvervsrettede videregående uddannelser. Som del af den nye reform vil regeringen bl.a. etablere en ny ungdomsuddannelse – en 2-årig Erhvervs- og Professionsrettet Eksamen (EPX).

Mere fokus på de praktiske og erhvervsrettede uddannelser

Hos Erhverv Aarhus har vi i hele 2024 som en del af udvalget for højere praktisk eksamen (HPX), der har sit udspring i Aarhus, engageret os i dialogen om det nye udspil, hvor vi har bidraget med holdninger fra erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne. Vi mener derfor, at regeringens udspil ift. denne EPX er landet et godt sted. Særligt da den blandt andet fokuserer på praksisorienteret, erhvervsrettet undervisning. Ambitionerne i EPX tilsvarer dem i HPX – nemlig at øge attraktionsniveauet af og elevtilgangen på de mere praktiske uddannelser.

"Vi har haft erhvervslivets briller på i udvalgsarbejdet og fokuseret på behovet for arbejdskraft. Vi tror på, at EPX-uddannelsen vil medvirke til at øge antallet af unge, som vælger en mere praktisk og erhvervsrettet uddannelsesvej, samtidig med at den holder dørene åbne for alle videre uddannelsesveje," siger Erhverv Aarhus' direktør Poul Dalsgaard.

Også HPX-udvalgets forperson, økonomiprofessor Nina Smith, ser positivt på den nye uddannelse:

"Jeg er meget tilfreds med det ambitiøse udspil, ministeriet er kommet med, da EPX-uddannelsen er i tråd med de input HPX-udvalget har bragt på banen. Vi har haft fokus på både de unges perspektiv og erhvervslivets behov, og det mener jeg EPX-modellen lever op til. Med EPX-uddannelsens fleksibilitet undgår vi at male elever op i et hjørne, samtidig med at vi skaber den hovedvej til en faglært karriere, som mangler i dag. Og så skal EPX-eleverne desuden møde op samme sted som andre gymnasieelever og fejres som studenter, da det har også betydning for unges motivation og uddannelsesvalg.

Flere internationale studerende

I reformudspillet lægger man også op til, at oprette 400 nye studiepladser på de engelsksprogede erhvervsakademi- og professionsbacheloruddannelser for derved at tiltrække flere internationale studerende. Dette er vi meget begejstrede for, da erhvervslivet har behov for (international) arbejdskraft. 

Vi er imidlertid ærgerlige over, at alle studiepladserne skal oprettes uden for de store byer, herunder Aarhus. Aarhus har mange gode tilbud til internationale, så vi havde gerne set – både på de internationale og uddannelsesinstitutionernes vegne – at pladserne blev mere ligeligt fordelt.

Store konsekvenser ved at lukke den kommunale 10. klasse

Reformen lægger desuden op til en lukning af den kommunale 10. klasse. Noget, som vi ikke er positivt stemte over for. Den kommunale 10. klasse har en afgørende rolle ift. at give de unge, som efter 9. klasse ikke er parate til en ungdomsuddannelse, et ekstra læringsår, hvor de både har mulighed for at hæve deres faglige niveau og blive rustet til det næste, de skal i deres uddannelsesliv – om det så er i en gymnasial eller en mere erhvervsrettet retning.

Vi risikerer desuden at undergrave de mange gode intentioner i EPX-uddannelsen, hvis resultatet af at lukke de kommunale 10. klasser bliver, at de ikke-parate unge, som før ville have taget en 10. klasse for at hæve deres faglige niveau og blive modnet, nu vil vælge EPX. EPX-uddannelsens adgangskrav bliver 2 i karaktergennemsnit, mens det på de gymnasiale uddannelser til sammenligning lige nu ligger på 5 – og hvis udspillet her vedtages, hæves det til 6. EPX-uddannelse vil derfor blive det "naturlige" uddannelsesvalg for de 9.-klasses afgangselever, som på papiret har et lavere fagligt niveau.


Derudover vil en lukning af den kommunale 10. klasse medføre et endnu større pres på landets fri- og efterskoler, som i forvejen er pressede på kapacitet.

Tvivl om fremtiden for HTX-uddannelsen

Afslutningsvist vil vi også gerne komme med et opråb ift. den højere tekniske eksamen (HTX). Det er nemlig tvivlsomt, når man læser reformudspillet, om HTX-uddannelsen kommer til at fortsætte efter 2023, hvor EPX-uddannelsen efter planen er realiseret. Regeringen lægger nemlig op til, at HTX-uddannelsen helt eller delvist skal integreres i den almene studentereksamen (STX). 

Erhvervslivet har brug for arbejdskraft – og i særdeleshed arbejdskraft inden for de mere tekniske fag, heriblandt ingeniører og it-specialister, som HTX bl.a. bidrager til at uddanne. Derfor mener vi, at man skal være meget varsom med at samkøre HTX og STX, da det kan have negative konsekvenser for andelen af unge, som vælger en mere teknisk uddannelsesvej – også senere hen, når de er færdige med deres ungdomsuddannelse.

Læs reformudspillet her