7. januar 2021

Godt nytår fra Erhverv Aarhus!

Vi håber, I er kommet godt ind i 2021 trods de nye restriktioner, som præger hverdagen i øjeblikket.


Coronavaccinen giver et tiltrængt lys for enden af tunnelen, så vi kan godt tillade os at se optimistisk på det nye år. Her til morgen kunne man få et opløftende indblik i nogle af de aktiviteter, projekter og store begivenheder, der finder sted i Aarhus i 2021 og de kommende år, da Aarhus Kommune afviklede sin nytårsbriefing. Trods sidste års og aktuelle coronaudfordringer er det glædeligt, at der både er optimisme at spore hos erhvervslivet og mange aktiviteter i byen at se frem til. Vi ser frem til at bidrage til både erhvervslivets og byens udvikling i det nye år.


Erhverv Aarhus ser også frem til at gøre vores erhvervspolitiske indflydelse gældende og være en stærk netværksplatform for jer i 2021. Det er selve kernen af Erhverv Aarhus at italesætte jeres behov over for de rette beslutningstagere - både i forhold til coronaens betydning og generelt – så I har de rette rammer til at udvikle forretningen.


Samtidig ser vi frem til at mødes med alle jer medlemmer både online og fysisk, så vi kan levere viden, inspiration og netværksmuligheder. På den korte bane ser vi mere end 120 af jer til en række online branchemøder, mens vi på den lidt længere bane planlægger fysiske arrangementer, når vi kan mødes ansigt til ansigt.


Vi går ind til 2021 med en tro på, at det bliver mulighedernes år. Vi oplever i hvert fald en stor trang derude til at opsøge nye muligheder, realisere coronahenlagte planer og samarbejde på tværs. Og den trang deler vi i den grad!


Vi er som altid åbne for input og dialog – og glæder os til at yde en indsats på vegne af hele medlemskredsen i 2021.