Ny bestyrelsesleder: Jens-Jacob Aarup overtager stafetten

To kapaciteter træder af og en velkendt profil træder til som bestyrelsesleder. Ved dagens generalforsamling i Erhverv Aarhus blev Jens-Jacob Aarup, tidl. CEO i Inspari og nu bl.a. Senior Advisor samt Board Professional i Isobel Advisory, valgt som ny bestyrelsesleder.
Samtidig byder Erhverv Aarhus velkommen til to nye bestyrelsesmedlemmer; Vickie Jensen, Chief Retail Officer hos Søstrene Grene, og Jimmi Jahn Kraglund, Viceregionsbankdirektør, Midtjylland, hos Nykredit & Spar Nord.
Sammensætningen af den nye bestyrelse skal ses i lyset af, at nu tidl. bestyrelsesleder Mai Louise Agerskov, partner hos Boyden, har valgt at give stafetten videre. Mai Louise Agerskov fortsætter som bestyrelsesmedlem, mens to andre kapaciteter takker af. Henrik Stærmose udtræder i tråd med vedtægterne efter ni år i bestyrelsen, mens Poul Nielsen har valgt ikke at genopstille efter tre års virke. Begge modtog stor anerkendelse for deres dedikerede indsats til årets generalforsamling.
Ifølge Jens-Jacob Aarup, der har været i bestyrelsen siden 2022, kan alle medlemmer og samarbejdspartnere se frem til, at Erhverv Aarhus bevarer fokus og samtidig evner at udvikle sig.
”Erhverv Aarhus står stærkt i øjeblikket. Vores kerne er at have erhvervspolitisk gennemslagskraft og at skabe gode netværksmuligheder og inspirerende arrangementer. Samtidig udvikler vi os med det nye fokusområde ’Den levende by’ og den nye organisering i ’Hello Aarhus’, hvor vi skal samle byens internationale aktører. Dermed formår vi både at forstærke vores tilbud målrettet det brede erhvervsliv og samtidig styrke kernen i
Erhverv Aarhus. Jeg ser frem til at videreføre den positive udvikling og bygge videre på det solide fundament, Mai Louise og resten af bestyrelsen og sekretariatet har skabt de seneste år,” sagde Jens-Jacob Aarup fra scenen.
Mai Louise Agerskov benyttede også lejligheden til at fremhæve Erhverv Aarhus’ momentum:
”Erhverv Aarhus har de seneste år formået at samle stærke kræfter på tværs af byen – det kommer bl.a. til udtryk i sammenlægningen med Aarhus City Forening, og at vi takket være vores mangeårige indsats i International Community nu også skal løfte paraplyorganisationen ’Hello Aarhus’, så byens erhvervsliv nemmere kan rekruttere de internationale medarbejdere, som de har stigende behov for. Alt dette bygger ovenpå en stærk kerneforretning som medlemsforening, der sikrer indflydelse, netværk og viden på tværs af uddannelse, kultur og erhvervslivet i Aarhus,” lød det bl.a. fra Mai Louise Agerskov til generalforsamlingen.
Direktør Poul Dalsgaard var også på scenen for at præsentere en række af de aktiviteter, som medlemmerne kan se frem til i 2026.
”Vi er stolte over at være udpeget til at løfte nye og vigtige opgaver, men vi glemmer ikke, hvad der er kernen i Erhverv Aarhus. Det er vigtigt at understrege at medlemmerne fortsat vil opleve, at vi har fokus på indflydelse, netværk og viden – vi bygger blot videre med endnu mere styrke. Derfor vil I også kunne genkende vores værditilbud i fremtiden,” lød det fra Poul Dalsgaard.
Generalforsamlingen blev rundet af med et perspektiverende oplæg om aktuelle erhvervsdagsordener og det nye byråd fra Aarhus’ borgmester, Anders Winnerskjold.
Vi glæder os til endnu et aktivt foreningsår i godt selskab med alle medlemmer og samarbejdspartnere!
Bestyrelsen i Erhverv Aarhus:
- Jens-Jacob Aarup, Senior Advisor, Board Professional og Investor, Isobel Advisory (bestyrelsesleder)
- Jasper Kyndi, Executive Business Development Director, COWI Danmark (vicebestyrelsesleder)
- Mai Louise Agerskov, partner, Boyden
- Jan Dam Poulsen, Regional Senior Vice President Transport & Logistics, Blue Water Shipping
- Lone Ryg Olsen, erhvervsdirektør, Aarhus Universitet
- Nina Carlslund, adm. direktør, Danske Hoteller
- Hauke Daene, Chief People Officer, Lidl Danmark
- Vickie Jensen, Chief Retail Officer, Søstrene Grene
- Jimmi Jahn Kraglund, Viceregionsbankdirektør, Midtjylland, Nykredit & Spar Nord
Se også den nye bestyrelse – samt udvalg, boards, mm. – her.