Erhverv Aarhus nyheder
27-11-2020

Generalforsamling med tilbageblik og nye målsætninger

 

Generalforsamlingen 2020 i Erhverv Aarhus bød på et tilbageblik på det forgangne år, konstituering af ny bestyrelse, uddeling af Erhverv Aarhus’ nye pris ”Årets Netværker” - og gav selvfølgelig også perspektiver på det kommende år, som forhåbentligt kan blive et mulighedernes år.

Erhverv Aarhus afholdt i går den 26. november foreningens årlige generalforsamling, som trods covid-19 blev afviklet fysisk. Horisont Hotel & Konference dannede rammerne for generalforsamlingen og sørgede for, at den blev afviklet på professionel vis og i overensstemmelse med myndighedernes corona-retningslinjer.

Medlemsvirksomhederne var pga. covid-19 helt ekstraordinært begrænset til blot at sende én repræsentant. Trods dette dukkede 120 erhvervsledere fra de 600 virksomheder, som Erhverv Aarhus repræsenterer, op.

Udvikling på trods af covid-19

Bestyrelsesformand Terje Vammens beretning kredsede i år om covid-19. Men fokus i beretningen var i høj grad også på den stamina og omstillingsparathed, som organisationens medlemmer, bestyrelse og sekretariat har udvist på trods af coronaudfordringerne. I den forbindelse lagde formanden særligt vægt på udviklingen i Erhverv Aarhus i det forgangne foreningsår.

I tillæg til interessevaretagelse og vores erhvervspolitiske indsats, som vi altid vægter højt, har det forgangne år budt på udvikling på flere fronter: Vi har bl.a. spredt vores fokus til i større grad også at række udover Aarhus’ kommunegrænse, eksempelvis set i lyset af vores tættere og formaliserede samarbejde med andre erhvervsforeninger i Midt- og Østjylland; vi har haft 110 unikke medieomtaler, og vi er i højere grad blevet en faktor, medierne lytter til og spørger om udtalelser fra", sagde Terje Vammen fra scenen og fortsatte: 

"Vi er også med i ’Mere gang i Aarhus’-udvalget i regi af Borgmesterens Afdeling; vi har søsat et nyt fokusområde, Forretning & Verdensmål, og nedsat et bæredygtighedsudvalg i denne forbindelse; vi har kickstartet vores dimittendledighedsprojekt, ’GATE’; vi har haft en ikke uvæsentlig finger med i spillet af citybrandingen af Aarhus som karrieredestination; og snart vil vi i samarbejde med andre af byens aktører sætte spot på Aarhus med en række lysinitiativer rundt om i byen og på byens tage.”

En opdateret strategi, ny visuel identitet og holdningspapir

Efterfølgende fokuserede direktør Marc Perera Christensen på Erhverv Aarhus’ reviderede strategi, den nye visuelle identitet og det nyligt udarbejdede holdningspapir og fremtidige målsætninger.

”Først og fremmest skal lyde en tak til Horisont Hotel & Konference for at gøre dette arrangement muligt – det er sådan nogen som jer, der er med til at holde hjulende kørende,” indledte Marc Perera Christensen og fortsatte:

”Vi har i år udarbejdet en ny strategi og et holdningspapir, ligesom vi har givet Erhverv Aarhus en ny visuel identitet. Vi har ændret vores pay-off til ”Indflydelse, Netværk & Viden”, da vi mener, at det i høj grad er denne treenighed, som udgør den værdi, man som medlem af Erhverv Aarhus får.”

”I Erhverv Aarhus arbejder vi hele tiden på at blive bedre og udvikle på vores koncepter – en øvelse, som kun er blevet vigtigere pga. corona – og lige nu arbejder vi bl.a. på en forstærket arrangementsprofil og i den forbindelse et mere formaliseret netværkskoncept med mulighed for dybere connections,” afsluttede Marc Perera Christensen sin præsentation af Erhverv Aarhus i et fremadrettet perspektiv.

Ny bestyrelse på plads og tildeling af ”Årets Netværker”

Efter formandsberetningen og direktørens præsentation blev foreningsårets reviderede regnskab præsenteret og sidenhen godkendt ved revisor John Szygenda, Per & Lise Aarsleffs Fond.

Dernæst blev der sagt tak til to afgående bestyrelsesmedlemmer, Steen Stavnsbo, Clean Energy Invest, og Allan Aagaard, Aarhus Teater. I deres sted indtræder Jan Dam Poulsen, Blue Water Shipping, og Jasper Kyndi, COWI A/S.

Terje Vammen fortsætter som formand, mens Karina Boldsen, AROS BOARD, er den nye næstformand efter Steen Stavnsbo. Forretningsudvalget udgøres nu af Terje Vammen, Karina Boldsen og Mai Louise Agerskov, INCUBA, hvoraf sidstnævnte er ny i dette udvalg.

Bestyrelsen tager sig nu således ud:

  • Terje Vammen, bestyrelsesformand, partner og direktør, Silverbullet
  • Karina Boldsen, næstformand, CEO og Founder, AROS BOARD
  • Ken Cordes, managing director, Emerson Climate Technologies
  • Henrik Stærmose, direktør og medejer, Racehall
  • Mai Louise Agerskov, adm. direktør, INCUBA
  • Thomas Pallesen, dekan, Aarhus BSS, Aarhus Universitet
  • Esben Kjeldsen, direktør, Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S
  • Jan Dam Poulsen, director, Blue Water Shipping
  • Jasper Kyndi, markedsdirektør, COWI A/S

Til generalforsamlingen lancerede Erhverv Aarhus desuden en ny pris i form af ”Årets Netværker”. Prisen gik i år til Michael Flintholm, Flintholm Global Telemarketing, som igennem en lang årrække har været en stærk ambassadør for Erhverv Aarhus ved bl.a. at have sendt os utallige leads, delt ud af sin viden og været en hyppig gæst til vores arrangementer. 

Indspark fra markante profiler

Efter den formelle del af generalforsamlingen bød aftenen på interessante og forskelligartede indspark fra byens borgmester, Jacob Bundsgaard, direktøren for Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, og stifteren af bl.a. CASA og Hybel, Michael Mortensen.

Borgmester Jacob Bundsgaard gav i sit oplæg sine perspektiver på byens udvikling i almindelighed og den store uforudsigelig, som covid-19 har afstedkommet. Borgmesterens oplæg havde dog en optimistisk tone, og han lagde bl.a. vægt på, at Aarhus’ borgere og virksomheder trods situationen har udvist stor omstillingsparathed, kreativitet og velvillighed til at omlægge hverdagen og arbejdslivet. Aarhus har klaret sig relativt godt i denne krisetid, der er blevet handlet hurtigt, og vi kan så småt begynde at se lys forenden af tunnelen, fremhævede borgmesteren. 

I sit oplæg lagde borgmesteren også vægt på den nyligt forhandlede erhvervspakke på historiske 120 mio. kroner, som er målrettet aarhusiansk erhvervsliv. Afslutningsvis fortalte borgmesteren også om det store initiativ, ”Water Valley”, som med udgangspunkt i aarhusianske vandløsninger vil afsøge mulighederne for mere dansk eksport af netop vandløsninger.

Brian Mikkelsen, adm. direktør Dansk Erhverv, var næste levende billede på scenen. Brian Mikkelsens oplæg tog også udgangspunkt i covid-19 men i et mere nationalt perspektiv. Derudover lagde han vægt på det store arbejde, som danske virksomheder bringer til bordet i denne krisetid, ligesom han slog fast, at erhvervshjælpepakker lige så meget er en hjælp til hele samfundet, som det er en hjælp for de enkelte virksomheder.

I fin forlængelse af Erhverv Aarhus’ nye fokusområde, Forretning & Verdensmål, brugte Brian Mikkelsen også en del af sin tid på at fortælle om det store forretningsmæssige potentiale, der er i den grønne omstilling, og hvordan man fra Dansk Erhvervs side arbejder med at få nedbragt den danske CO2-udledning.

Efter Brian Mikkelsens indspark indtog Michael Mortensen scenen og gav en peptalk som erhvervsleder og iværksætter. Han tog udgangspunkt i sin egne erfaringer med iværksætteri, byggebranchen og det at bo og leve i Aarhus. Et inspirerende oplæg, som også gav stof til eftertanke.

Afslutningsvis rettede Terje Vammen og Marc Perera Christensen en tak til alle samarbejdspartnere, deltagere og medlemmer. Erhverv Aarhus ser frem til at yde en indsats på vegne af byens erhvervsliv i det nye foreningsår.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies