Erhverv Aarhus nyheder
02-04-2020

Webinar med fokus på hjælpepakker, logistik og forretningsudvikling.

Erhverv Aarhus afholdt i dag endnu et webinar, det andet af slagsen, bl.a. med fokus på hjælpepakkerne til erhvervslivet og det praktiske revisionsarbejde ifm. disse.

Første oplægsholder, stadsdirektør i Aarhus Kommune, Niels Højbjerg, fortalte kort om de hjælpepakker, som kommunen har iværksat for at afbøde konsekvenserne af corona-krisen for det aarhusianske erhvervsliv. I denne forbindelse nævnte Niels Højbjerg bl.a. fremrykningen af en række allerede planlagte anlægsprojekter.

Anden oplægsholder, revisor og partner hos Deloitte, Klaus Tvede Jensen, gik i dybden med de hjælpepakker, som indtil videre er blevet lanceret af regeringen. Klaus Tvede Jensen pointerede i denne forbindelse, at hjælpepakkerne, som de er indrettet pt., ikke løser alle de udfordringer, som mange virksomheder ser ind i lige nu. Likviditetsstøtte og lønkompensation er én ting, men der er fortsat problemer med manglende omsætning og manglende dækningsgrad, hvilke for mange virksomheder er et stort problem. Klaus Tvede Jensen pointerede yderligere, at det er vigtigt, at man som virksomhed benytter sig af alle hjælpepakkerne for bedst at understøtte sin virksomhed i denne krævende tid.

Tredje oplægsholder, director ved Blue Water Shipping, Jan Dam Poulsen, gav et overordnet blik ind i transport- og logistikbranchen ifm. corona-krisen. Denne branche er ligesom stort set alle andre også ramt af krisen – dog ikke lige hårdt på tværs af de forskellige transportformer. Han er dog skeptisk omkring situationen efter påsken, hvor han frygter yderligere tilbagegang for branchen.

Fjerde og sidste oplægsholder, adm. direktør hos ProShop Europe, Jens-Ulrik Carstensen, fortalte kort om, hvordan de indtil videre har klaret sig under corona-krisen. Han lagde i denne forbindelse særligt vægt på vigtigheden af et åbent og troværdigt samarbejde mellem medarbejdere og ledelse. Der er bl.a. via et stærkt arbejdsmiljø, at ProShop Europe har udviklet på deres virksomhed for at afbøde konsekvenserne af corona-krisen mest muligt for dem.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies