Erhverv Aarhus nyheder
17-03-2020

International arbejdskraft og COVID-19

Vedr. international arbejdskraft og COVID-19

Erhverv Aarhus har i dag sendt følgende henvendelse til Katrine Robsøe og Morten Østergaard(RV). Vi opfordrer hermed Regeringen og arbejdsmarkedsparterne til at kigge nærmere på de internationale medarbejderes forhold og sikre, at danske virksomheder kan fastholde de nødvendige internationale kompetencer trods coronavirussens udbredelse i Danmark.

Kære Katrine Robsøe og Morten Østergaard

Danmark er ramt af COVID-19 og næsten dagligt kommer der nye meldinger fra Regeringens side. For de mange internationale medarbejdere og deres medfølgende familier er det svært at følge med i hvordan de forskellige tiltag vil have en indflydelse på deres ophold i Danmark.

Informationerne formidles primært på dansk, hvilket hæmmer forståelsen og medfører en lang række spekulationer og drøftelser i online fora. Ligesom mange danske medarbejdere har internationale medarbejdere også bekymringer om deres tilknytning til det danske arbejdsmarked.  

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en trepartsaftale, der skal hjælpe lønmodtagere, der er fyringstruede. Blandt de internationale medarbejdere er der dog stor tvivl om, om de også er omfattet af denne trepartsaftale.

For internationale medarbejdere er der mere på spil end den månedlige løn. Om der er tale om en lønnedsættelse, som beskrevet i trepartsaftalen, eller om der er tale om en fyringsseddel kan potentielt have store konsekvenser for den enkelte internationale medarbejders opholdsgrundlag og skatteforhold.

For internationale medarbejdere med opholdstilladelsesgrundlag baseret på beløbsgrænsen og fast track ordning kan de økonomiske konsekvenser af COVID-19s trepartsaftale eller en fyring have indflydelse på, om de kan opretholde lovpligtigt ophold i Danmark. For højtspecialiserede medarbejdere, hvis beskatning er under Forskerordning og dermed underlagt betingelser for højtlønnede, opstår der en række spørgsmål. Såfremt COVID-19 krisen og de afledte økonomiske udfordringer har en indflydelse på deres indtægt, bortfalder betingelserne for Forskerordning og den internationale medarbejder vil potentielt stå med et skattesmæk.

Fra Erhverv Aarhus’ side vil vi hermed opfordre Regeringen og arbejdsmarkedsparterne til at kigge nærmere på de internationale medarbejderes forhold og sikre, at danske virksomheder kan fastholde de nødvendige internationale kompetencer.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies