Erhverv Aarhus nyheder
09-12-2019

Klimalov med høje ambitioner og stort potentiale

Danmarks første klimalov – en af de skrappeste i verden – er nu en realitet. Et bredt flertal i Folketinget har den 6. december 2019 stemt for et mål om 70 % reduktion af Danmarks CO2-udledning, sammenlignet med niveauet i 1990, inden 2030.

Erhverv Aarhus glæder sig over den ambitiøse klimalov, der har et klart defineret mål. Vejen dertil er udfordrende og stiller store udviklingskrav til dansk erhvervsliv. Men det er afgjort en retning der rummer både store klima- og forretningspotentialer.

"Klimalovens mål skal fungere som løftestang for at udvikle dansk erhvervsliv og grønne teknologier, som har et globalt potentiale både ift. klima og forretning. Målet om 70 % reduktion af Danmarks CO2-udledning må ikke have en negativ påvirkning på arbejdspladser eller erhvervslivets konkurrenceevne. Derfor er det vigtigt med det brede politiske flertal, så vi får det bedste afsæt for at nå målet," siger Marc Perera Christensen, direktør i Erhverv Aarhus.

For at nå 2030-målene skal der investeres og innoveres, hvilket forudsætter stabile politiske rammer. Erhverv Aarhus påpeger derfor, at det er afgørende, at erhvervslivets rammevilkår ikke påvirkes negativt gennem nye skatter og afgifter. Udviklingen skal ske gennem bæredygtig vækst og udvikling, og det er derfor glædeligt, at regeringen har etableret en række klimapartnerskaber med erhvervslivet, ligesom der med den nye klimalov oprettes et klimadialogforum, hvor bl.a. erhvervsorganisationer sidder med og kan kommentere på Klimarådets anbefalinger.

Erhverv Aarhus nedsætter fra 2020 et nyt udvalg med fokus på bæredygtig udvikling i erhvervslivet. Udvalget er netop ved at blive sammensat og vil bestå af repræsentanter fra det lokale erhvervsliv.

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies