Erhverv Aarhus nyheder
02-12-2019

Erhverv Aarhus: fokus på mere erhvervspolitisk indflydelse i 2020

Generalforsamlingen i Erhverv Aarhus bød på både et tilbageblik på årets markante begivenheder, konstituering af bestyrelse og æresmedlemskab til tidligere direktør men i høj grad også et blik på fremtidens pejlemærker.

Den 28. november afviklede byens brede erhvervsforening Erhverv Aarhus generalforsamling på Aarhus Teater. 165 erhvervsledere fra de 600 virksomheder, som Erhverv Aarhus repræsenterer, fik indblik i året, der er gået, og den fremtidige indsats. 

Erhverv Aarhus rykker tættere på Christiansborg

Bestyrelsesformand Terje Vammens beretning fokuserede især på en række af de mest markante begivenheder fra det netop overståede foreningsår, som har budt på direktørskifte og stærkere fokus på erhvervspolitisk indflydelse.

”Den erhvervspolitiske indsats og indflydelse har det seneste år fået en ekstra dimension udover de mange sædvanlige fora og indsatser Erhverv Aarhus normalvis engagerer sig i. Vi har f.eks. eksponeret Erhverv Aarhus’ 10 mærkesager under valgkampen og løbende haft møder med østjyske folkevalgte MF’ere for at sikre, at de har kendskab til og kan italesætte det østjyske erhvervslivs udfordringer”, sagde Terje Vammen, inden han gik i dybden med hvorfor Erhverv Aarhus fortsat presser på for en snarlig etablering af Marselistunnelen.

Erhvervspolitik og relationer i fokus

Efterfølgende fokuserede direktør Marc Perera Christensen på det kommende års pejlemærker og igen fyldte den erhvervspolitiske indsats, mens også Erhverv Aarhus’ fokus på at skabe relationer og netværk på tværs af medlemsskaren blev fremhævet.

”Velvidende at den erhvervspolitiske indsats og vores arbejde for byens udvikling er omdrejningspunktet, så kommer vi til at udvikle på arrangementsplatformen og skabe flere muligheder for at møde hinanden med et mere kommercielt afsæt. Det har I medlemmer efterspurgt, og derfor vil vi gøre vores bedste for at skabe en stærkere platform for videndeling, inspiration og forretning”, sagde Marc Perera Christensen, som har været direktør siden december 2018.

Den tidligere direktør Bente H. Steffensen var dog også en del af generalforsamlingen, da hun blev indstillet til et såkaldt æresmedlemskab af Erhverv Aarhus’ bestyrelse. Æresmedlemskabet kan tildeles en person, der i særlig grad udmærker sig i forhold til foreningen eller lokalområdet – og den ære fik Bente Steffensen for sine 17 år i spidsen for Erhverv Aarhus, da samtlige medlemmer klappede ad forslaget.

Bestyrelsen på plads

Efter beretningen tillod bestyrelsen sig at tage fem minutters pause, hvor de kunne konstituere bestyrelsen og efterfølgende præsentere den for deltagerne. Til trods for at tre personer var på genvalg, er bestyrelsen uforandret:

  • Terje Vammen, bestyrelsesformand, partner og direktør, Silverbullet
  • Steen Stavnsbo, næstformand, direktør, Clean Energy Invest
  • Karina Boldsen, CEO og Founder, Karina+
  • Ken Cordes, managing director, Emerson Climate Technologies 
  • Allan Aagaard, direktør, Aarhus Teater
  • Henrik Stærmose, direktør og medejer, Racehall
  • Mai Louise Agerskov, adm. direktør, INCUBA
  • Thomas Pallesen, dekan, Aarhus BSS, Aarhus Universitet
  • Esben Kjeldsen, direktør, Ejendomsselskabet Olav de Linde A/S

Byens borgmester og markante erhvervsfolk på scenen

Generalforsamlingen blev fulgt op af et indspark fra borgmester Jacob Bundsgaard, som gav en status på erhvervslivet og byens udvikling, ligesom han fremhævede det gode samarbejde mellem Aarhus Kommune og Erhverv Aarhus.

Endelig fik deltagerne peptalks fra to af byens markante erhvervsledere – Lars Lyse Hansen fra Bolia International A/S og Jens-Jacob Aarup fra Inspari A/S. De fokuserede på henholdsvis bæredygtighed og digitalisering og gav inspiration til, hvordan deltagerne kan tage fat i den fremtidige indsats på områderne.

Traditionen tro sluttede Erhverv Aarhus’ generalforsamling med middag og netværk.

Hent referat fra generalforsamlingen

Brug af cookies på erhvervaarhus.dk

Erhvervaarhus.dk gør brug af cookies. Ved at anvende websitet accepterer du websitets brug af cookies.

Du kan altid slette gemte cookies i din browsers indstillinger. Læs vores cookiepolitik.

Acceptér cookies